3.6 C
Randers
fredag, april 26, 2024

Anholdt efter hærværk i opgang

Østjyllands Politi fik tirsdag kl. 14.01 en anmeldelse om, at en mand var voldsom og opfarende i en opgang på Nørrebrogade i Randers NØ, og at han havde ødelagt døre ind til flere lejligheder. 

En patrulje kørte til stedet, hvor de traf en 30-årig mand, som erkendte, at det var ham, der var gerningsmanden. 

Det viste sig, at han havde sparket flere døre ind og slået på nogle af dem med en hammer, så han i alt havde ødelagt 11 døre. Ifølge mandens forklaring fordi han ledte efter nogle personer, som han troede gemte sig i en af lejlighederne. Det viste sig dog ikke at være tilfældet. 

Den 30-årige blev anholdt og sigtet for hærværk, og han kan formentligt også se frem til et erstatningskrav for ødelæggelserne. Ingen personer kom noget til ved episoden. 

Mere politistof fra Randers

To mænd sigtet efter formodet hashhandel på gaden

En patrulje fik tirsdag kl. 16.00 mistanke til tre mænd, som stod sammen ud for en adresse på Adelgade i Randers C. Da betjentene så, at der blev udvekslet penge mellem to af mændene, tog patruljen kontakt og alle mændene blev visiteret. 

En 33-årig mand skyndte sig at smide et par pengesedler på jorden, da han så betjentene, mens en 22-årig mand havde en klump hash i lommen. Den 22-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, og den 33-årige, som politiet mistænkte for at have solgt hashen, blev sigtet for salg af euforiserende stoffer. 

Den 33-åriges lejlighed blev ransaget, og hjemme hos ham fandt politiet noget mere hash, nogle ulovlige piller og en digitialvægt. Alle dele blev beslaglagt. 

**

To unge mænd sigtet for at ville sælge hash

En patrulje standsede tirsdag kl. 17.05 en bil med tre unge mænd og en kvinde på Rødkløvervej i Randers NV. Føreren af bilen var en 17-årig ung mand, der ikke havde et kørekort og virkede påvirket af stoffer. Han blev derfor sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret. 

De andre passagerer virkede også påvirket, og alle blev visiteret, og bilen blev ransaget. 
En 19-årig mand havde en mindre mængde hash på sig, som han blev sigtet for at besidde, mens den 18-årige kvinde ikke havde noget ulovligt på sig. 

Gemt i bilen lå flere salgsposer med hash, som den 17-årige fører og en 17-årig passager i bilen erkendte var deres. Begge blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg, og der blev foretaget ransagninger af de adresser, de bor på. 

Hos den 17-årige fører blev der beslaglagt kokain, amfetamin, hash, digitalvægte og nogle tusinder kroner i kontanter. 

De 17-åriges forældre, og de sociale myndigheder blev underrettet. 

Den 21-årige mand, der ejer bilen, som den 17-årige kørte i, blev sigtet for at have overladt sit køretøj til en person uden førerret. 

Relaterede artikler

Nyeste artikler