20.8 C
Randers
torsdag, september 4, 2025

Asfaltarbejde i Dronningborg: Tjærbyvej spærres i dagtimerne

Fra torsdag den 11. september til og med mandag den 22. september 2025 vil Tjærbyvej i Randers være spærret for trafik mellem kl. 07.00 og 20.00. Det skyldes, at vejen får ny asfalt fra krydset ved Udbyhøjvej til forbi krydset ved Tjærbyvangsvej. Strækningen forbliver åben for gående i hele perioden

En godt to kilometer lang strækning på Tjærbyvej i Dronningborg skal have ny asfalt. Derfor bliver vejen fra krydset ved Udbyhøjvej til forbi krydset ved Tjærbyvangsvej spærret for trafik mellem kl. 07.00 og 20.00 i perioden fra torsdag den 11. september til og med mandag den 22. september 2025.

Under arbejdet vil der være spærret for både bilister og cyklister og trafikanterne bliver i stedet ledt ud på en alternativ rute med gule omkørselsskilte. Strækningen forbliver åben for gående i hele perioden, og cyklister har derfor også mulighed for at stå af og trække på fortovet.

Efter kl. 20.00 er der åben for al trafik og strækningen kan passeres med forsigtighed. Dog skal man være opmærksom på, at der kan være større huller i asfalten.

Beboere må parkere i omkringliggende gader

Beboere i området har fået en orientering om arbejdet i et brev og bliver her opfordret til at parkere i de omkringliggende gader. Hvis man som beboer på vejen har et uopsætteligt behov for at komme til sin bolig med bil i dagtimerne, kan man tage direkte kontakt til asfaltarbejderne, der finder en løsning, hvor det er muligt. Desuden vil brand og redning til enhver tid kunne få adgang til at køre ind i området.

Der færdes omkring 2.300 køretøjer på den berørte strækning i døgnet, og arbejdet vil også påvirke den kollektive trafik. Busserne, der normalt kører på Tjærbyvej, kan være omlagt i perioden og passagerer henvises til Midttrafiks hjemmeside for opdateret trafikinfo.

Arbejdet udføres af Veje og Trafik og begynder den 11. september med fjernelse af asfalt på cykelstien bag chikaner. I den efterfølgende uge lægges ny asfalt, og samtidig påbegyndes fræsning af selve Tjærbyvej. Her fjernes blandt andet brønde og riste, og ramper til indkørsler bliver midlertidigt fjernet. Arbejdet vil i perioder være støjende.

Randers Kommune forventer at arbejdet er færdigt mandag den 22. september. Der kan dog ske ændringer i tidsplanen som følge af vejret eller uforudsete tekniske udfordringer.

Relaterede artikler

Nyeste artikler