15.3 C
Randers
onsdag, oktober 5, 2022

Bæredygtighedsflaget blev fejret med høstfest i Børnehuset Langå

Børnene i Børnehuset Langå hejste tirsdag eftermiddag det nye bæredygtighedsflag i forbindelse med deres høstfest. Et flag de har fået tildelt af Friluftsrådet, for deres store arbejde med at formidle verdensmålene i børnehøjde, specielt dem der handler om natur.

Det var en veloplagt gruppe børnehavebørn, der hjalp med at sende Børnehuset Langås nye grønne bæredygtighedsflag til tops tirsdag eftermiddag i forbindelse med børnehusets store høstfest. 200 børn, forældre, søskende og personale deltog i festlighederne, hvor de både fejrede høsten og Friluftsrådets anerkendelse af børnehusets arbejde med verdensmålene.

»Randers Kommunes daginstitutioner er dygtige til at arbejde med verdensmålene i børnehøjde, det viser de hele året. Men lige præcis i Børnehuset Langå, gør de en flot indsats ved at have fokus på de verdensmål, der relaterer sig til naturen. De lærer blandt andet børnene, hvordan de med en klimaindsats i hverdagen kan bidrage til at passe bedre på naturen, de sørger for at udnytte maden og mindske madspild og børnene ved, at vindmøller laver energi. Stort tillykke med anerkendelsen og bæredygtighedsflaget,« siger Mogens Nyholm, der er formand for børne- og familieudvalget i Randers Kommune.

Hele ugen op til høstfesten har Børnehuset Langå høstet de afgrøder, der i løbet af foråret og sommeren har groet på deres legeplads. Høsten var et blandt 8 verdensmålsforløb, de har været igennem på tværs af børnehusets børnegrupper i løbet af året. Deres næste fokus er verdensmål nr. 3 “sundhed og trivsel”.

Kun 38 daginstitutioner på landsplan har modtaget bæredygtighedsflaget

så Børnehuset Langå er nu blandt 38 daginstitutioner på landsplan, der er blevet anerkendt for at gøre en særlig indsats for at introducere børnene til bæredygtighed og naturens mangfoldighed og i det hele taget har en grøn hverdag i dagtilbuddet.

»Vi er utroligt glade og stolte over at modtage det nye bæredygtighedsflag fra Friluftsrådet. Vi har meget skøn natur i baghaven, og både børn og pædagoger nyder at lege og lære i den. Vi sørger for at udfordre børnene på deres sanser, motorik og læring uanset deres alder. Det skulle selvfølgelig fejres i forbindelse med vores høstfest, som samtidig markerer vores arbejde med verdensmålene. Både børn og voksne havde set meget frem til festen,« siger Mette Hjort, der er pædagogiske leder i Børnehuset Langå.

For at modtage bæredygtighedsflaget skal daginstitutionen lave natur- og udelivsaktiviteter, lade medarbejdere deltage i kursus samt have fokus på bæredygtighed, kredsløb og biodiversitet. 5 daginstitutioner i Randers Kommune, har nu modtaget flaget.

»Det er et stykke tid siden, jeg har været til sådan en rigtig høstfest, det var en rigtig god oplevelse for mig. Jeg er simpelthen så stolt af deres arbejde, og glæder mig til at høre om de kommende aktiviteter,« siger Mogens Nyholm.

Læs mere om Friluftsrådets nye bæredygtighedsflag

Relaterede artikler

Nyeste artikler