Et af kommunalvalgkampens hedeste emner var spørgsmålet om enten en klimabro eller en østbro. Valgresultatet viste en forholdsvis stor støtte til østbroen. Brospørgsmålet var så væsentligt i valgkampen, at der blev stiftet en liste »Østbroen.«
Listen kom i byrådet med to mandater. Efter valget forlod byrådsmedlem Christina Kjærsgaard Konservative Folkepartis byrådsgruppe, og meldte sig under fanerne ved Østbroen.
Årsagen til skiftet var, at Christina Kjærsgaard vil arbejde for en østbro, og Konservative Folkeparti havde i den politiske konstitueringsaftale forpligtet sig til at fastholde beslutningen om en klimabro.
På baggrund af de forskellige holdninger til broerne, foreslår Bjarne Overmark fra Beboerlisten, at der på byrådsmødet den 31. januar, bliver anmodet forvaltningen om at udarbejde et forslag til vejledende folkeafstemning for alle stemmeberettigede i Randers Kommune, hvor afstemningsmulighederne er:
● en bro tværs over Randers Havn, den såkaldte klimabro inklusive såkaldt klimasikring ved det nordlige havnebassin.
● en bro ca 1,5-2 km øst for Randers Havn inklusive en sluse ved Udbyhøj
● ingen bro, men med en sluse ved Udbyhøj
Det har endnu ikke været muligt at få kommentarer fra de øvrige partier og lister til Bjarne Overmarks forslag