For at fejre befrielsesdagene og i respekt for de kæmpende under besættelsen af Danmark i 1940-1945 markerer og festligholder Hjemmeværnet befrielsen med kransenedlæggelser og mindehøjtideligheder over hele landet.
Lokalt markerer Hjemmeværnskompagni HVIDSTEN befrielsesaftenen med bl.a. seks kransenedlæggelser.
Traditionen tro lægger Hjemmeværnskompagni HVIDSTEN en krans ved mindelunden i Hvidsten, hvor de otte henrettede medlemmer af Hvidstengruppen ligger begravet.
Hjemmeværnskompagni HVIDSTEN stiller sammen med andre hjemmeværnsenheder bl.a. fra Hjemmeværnskompagni MARIAGERFJORD med fanekommando og fakkelvagt.
Kransen vil blive lagt af kompagnichef kaptajn Finn Bødtker, som også vil holde en kort mindetale. Det sker klokken 19:30.
Endvidere deltager Hjemmeværnskompagni HVIDSTEN i blomsterlægning ved Mindekorset, Kristrup Engvej, Randers.
Mindekorset er rejst for Carlo Randrup Thomsen, der mistede livet efter en træfning mellem besættelsesmagten og danske frihedskæmpere den 16. april 1945.
Randers Marineforening har arrangeret fællessang og tale ved borgmester Torben Hansen.
Sammen med Randers Marineforening lægger medlemmer af Hjemmeværnskompagni HVIDSTEN en mindebuket. Dette arrangement begynder klokken 9.00.
Klokken 17:00 er der blomsterlægning ved Frihedsmonumentet på Skovbakken i Randers.
Frihedsmonumentet er rejst i 1949 for at ære de frihedskæmpere fra Randers Amt der døde under 2. verdenskrig.
På Nordre Kirkegård i Randers lægger medlemmer af Hjemmeværnskompagni HVIDSTEN en krans for faldne frihedskæmpere og en buket for omkomne i tyske koncentrationslejre. Det sker klokken 17:30.
Hjemmeværnskompagni HVIDSTEN deltager endvidere i mindehøjtidelighed ved Mindelunden på Skæring Hede.
Blandt de første henrettelser der fandt sted i Danmark under krigen, var henrettelsen af fem frihedskæmpere den 2. december 1943 på Skæring Hede. Fire af de henrettede var lokale borgere, som bl.a. havde deltaget i sprængningen af Langåbroerne.
Personel fra Hjemmeværnskompagni HVIDSTEN deltager endvidere også i mindehøjtidelighed ved Flemming Junchers Mindesten ved Overgård Gods.
Alle interesserede er velkomne til at deltage i kranse- og blomsterlægningen.
Kompagnichef, kaptajn Finn Bødtker udtaler: »Hjemmeværnskompagni HVIDSTEN, der dækker Randers Kommune, er en moderne hærhjemmeværnsenhed, som uddanner sig til at løse hærhjemmeværnets kerneopgaver inden for bevogtning og støtte til det øvrige totalforsvar og det civile samfund. Kompagniet er hjemmehørende i lokaler på Randers Kaserne.
Vores særkende er engagement, fælles ansvar og kammeratskab. Vi lægger vægt på kvalitet og dybde i vores aktiviteter og har fokus på den enkeltes uddannelses- og udviklingsønsker.
Hjemmeværnet er et barn af modstandsbevægelsen og også de holdninger og værdier, som modstandsfolkene kæmpede for – Fred, frihed, demokrati og menneskerettigheder.
Værdier der i disse dage også kæmpes for andre steder i verden.
Befrielsesdagene minder os om en sejr over terror og undertrykkelse – over diktatur og racisme – og minder os også om at hvis vi ikke tager stilling og kæmper for alt, hvad vi har kært – så er der et alternativ, som er langt mindre ønskværdigt.
Hjemmeværnskompagni HVIDSTEN bærer historien med os gennem vores medlemmer og gennem vores navn. Vi finder det hvert år naturligt at markere befrielsesaftenen ved at nedlægge en krans ved mindestenen for Hvidstengruppens henrettede medlemmer samt ved at deltage i mindehøjtideligheder i vores område.«
Kompagnichefen opfordrer samtidig til, at man den 4. maj om aftenen tænder lys i sine vinduer for at markere og fejre befrielsesaftenen.
Her deltager Hjemmeværnskompagni HVIDSTEN
● Klokken 09.00: Kristrup Engvej, 8960 Randers SØ, mindekorset for Carlo Randrup Thomsen
● Klokken 17.00: Frihedsmomentet på Skovbakken i Randers
● Klokken 17.30: Nordre Kirkegård, Nørrebrogade 94, 8930 Randers NØ
● Klokken 19.00: Flemming Junckers Mindesten, Vejkryds Fl. Junckers Vej/Vesterskovmark, 8970 Havndal
● Klokken 19.00: Skæring Hede, Åstrup Strandvej, 8541 Skødstrup
● Klokken 19.30: Mindelunden i Hvidsten, Mariagervej, 8981 Spentrup