Søværnets inspektionsfartøj Lauge Koch skulle have besøgt Randers fra fredag den 3. juli til søndag den 5. juli 2026, men på grund af tekniske problemer er besøget desværre aflyst.
ekniske problemer betyder, at Søværnets inspektionsfartøj Lauge Koch ikke har mulighed for at sejle til Randers i denne omgang. Derfor bliver de planlagte arrangementer i forbindelse med besøget ikke gennemført.
Det gælder blandt andet åbent skib på Randers Havn fredag den 3. juli kl. 14.00-17.00 og lørdag den 4. juli kl. 13.00-16.00.
Lauge Koch skulle have besøgt Randers som led i det adoptionsforhold, Randers Kommune indgik med skibet i 2018.
Tæt forbindelse til Søværnet
En adoptionsaftale mellem en kommune og et skib i Søværnet handler om at skabe kontakt og relationer mellem skibet, besætningen og lokalsamfundet. Aftalen skal blandt andet udbrede kendskabet til Søværnet og give mulighed for samarbejde, besøg og aktiviteter, når skibet er i havn.
Til daglig løser Lauge Koch opgaver langt fra Randers. Som inspektionsfartøj i Knud Rasmussen-klassen er skibet en del af Søværnets tilstedeværelse i Nordatlanten og Arktis, hvor opgaverne blandt andet handler om overvågning, suverænitetshævdelse, fiskeriinspektion, søredning og støtte til civile myndigheder.
Lauge Koch besøgte senest Randers Kommune, da adoptionsaftalen blev underskrevet i 2018. På nuværende tidspunkt er der ikke fastlagt en dato for, hvornår Lauge Koch besøger Randers næste gang.
Randers Kommune har gennem årene haft flere adoptionsskibe. Tidligere har kommunen også haft fregatten Niels Ebbesen og korvetten Niels Juel som adoptionsskibe.


