8.1 C
Randers
torsdag, april 25, 2024

Blandede meninger om regeringsgrundlaget

Onsdag aften var der hektisk aktivitet på Marienborg, hvor et regeringsgrundlag blev strikket sammen.

Her blev den nye regering til virkelighed. Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne havde forhandlet i lang tid, men klokken 18 kørte statsminister Mette Frederiksen til Dronning, for at meddele, at hun nu var i stand til at danne en regering.

For første gang siden 1978 er det lykkedes at lave en flertalsregering, som tilsammen har 89 mandater, samt de fire nordatlantiske mandater.

Oppositionen har 86 mandater.

Alle Folketingets partier var inviteret til forhandlinger om et regeringsgrundlag, men ret hurtigt forlod Danmarksdemokraterne og Nye Borgerlige. Herefter forlod det ene parti efter det andet forhandlingerne.

Til sidst sad kun Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne tilbage.

Fra oppositionen er meldingerne blandede om regeringsgrundlaget. Dansk Folkeparti er parat til at indgå i et konstruktivt samarbejde med regeringen.

»Der er gode ting i arbejdspapiret, men der er bestemt også noget, som vi er utilfredse med,« siger medlem af Folketinget for DF, Nick Zimmermann.

Især den kommende flygtningepolitik vil Dansk Folkeparti følge tæt.

Socialistisk Folkeparti er ikke særlig imponeret af den aftale som er landet mellem regeringspartierne.

»Det er tydeligt at se, hvorfor SF valgte at forlade forhandlingerne,« siger folketingsmedlem Charlotte Broman Mølbæk.

»Når man bruger mange milliarder på skattelettelser til de rigeste, samtidig med at man fjerne det ekstra børnetilskud, som vi havde skaffet til de fattige familier. Så tipper balancen til den forkerte side, og det gør mig bekymret for, hvad det kan gøre ved vores samfund,« mener Charlotte Broman Mølbæk.

Ikke overraskende er det socialdemokratiske folketingsmedlem Malte Larsen godt tilfreds med aftalen.

Han erkender, at alle tre regeringspartier har måttet indgå kompromiser, men understreger, at regeringsgrundlaget er fyldt med væsentlige punkter, som har været vigtige for Socialdemokratiet at få med.

»Jeg havde ikke forventet, at vi ville lempe topskatten. Det er ikke socialdemokratisk politik. Til gengæld har vi så fået en top top skat,« siger Malte Larsen.

Herunder kan du høre det fulde interview med de tre folketingsmedlemmer.

Her er hele regeringsgrundlaget

Relaterede artikler

Nyeste artikler