10.3 C
Randers
tirsdag, maj 7, 2024

Bo Ratz afviser Dansk Folkeparti

Jeg bliver aldrig nogensinde medlem af Dansk Folkeparti, understreger byrådsmedlem Bo Ratz.

Bo Ratz udelukker på forhånd, at han bliver en del af Dansk Folkeparti, efter at Nye Borgerlige har besluttet at nedlægge sig selv som parti.

»Jeg deler ikke deres økonomisk politik, og jeg synes, de er for hårde i den måde, som de argumenterer mod flygtninge på. Men hvad der ellers sker, det er svært at sige,« pointerer han til News Netavis.

Bo Ratz er lærer, og det var en af hans elever, som gjorde opmærksom på, at Pernille Vermund vil opløse Nye Borgerlige.

Han er enig med sin byrådskollega Lars Axel Nielsen, som mener, at partiet burde have valgt en anden løsning at meddele opløsningen på.

»Det er ikke så længe siden, at vi var til strategimøde, hvor vi alle var enige om at kæmpe. Og lokalt har vi gjort meget for at promovere partiet,« siger Bo Ratz.

Ikke færdig med politik

Hans politiske fremtid er i øjeblikket usikker, men han er langt fra færdig med politik, og han vil med sikkerhed også være på stemmesedlen til næste byrådsvalg, understreger han.

»Der bliver skabt en hel masse muligheder, men der er da partier, som er interessante,« siger Bo Ratz, som oplyser, at der allerede er flere partier, som har henvendt sig til ham.

»Jeg er også på stemmesedlen til næste byrådsvalg, og hvis ikke jeg på det tidspunkt er medlem af et parti, kunne det jo ske, at der blev lavet en ny liste,« erklærer han.

Hvis han stiller op for et andet parti, vil han være sikker på, at det skal være det helt rigtige parti.

Indtil næste lokalvalg vil han fortsætte sit arbejde for landdistrikterne.

Relaterede artikler

Nyeste artikler