8.1 C
Randers
torsdag, april 25, 2024

Borgertilfredshed på jobcenter: Der er noget at arbejde med

Randers Byråd har netop fået præsenteret resultaterne af en meget omfattende undersøgelse af borgernes tilfredshed med Jobcenter Randers.

Den generelle tilfredshed ligger på 3,4 ud af 5, og samtidig er der stor forskel i de enkelte kategorier.

»Der er klart noget at arbejde med, og det arbejde er sat i gang,« siger direktør for Social og Arbejdsmarked, Helene Bækmark.

Randers Byråd bestilte i juni 2022 undersøgelsen af borgernes tilfredshed med Jobcenteret for at få et indblik i, hvordan de borgere, der har berøring med Jobcenter Randers, oplever samspillet med Jobcenteret og deres samlede forløb. Der indgår både borgere, som aktuelt er i kontakt med Jobcenteret, og borgere der har været i kontakt inden for de seneste 12 måneder.

Undersøgelsen har især fokus på lange forløb over 2 år. Konsulentfirmaet Implement har foretaget undersøgelsen, som er baseret både på spørgeskemaer og via fokusgruppeinterview.

Mest omfattende

»Det er så vidt vi ved, den største og mest omfattende borgertilfredshedsundersøgelse, der er lavet i jobcentre. Det er første gang vi står med en så nuanceret undersøgelse. Beskæftigelsesområdet er et velfærdsområde, som kan gribe langt ind i den enkeltes liv. Derfor er det en meget vigtig undersøgelse,« siger Helene Bækmark.

Resultatet af undersøgelsen viser, at borgernes tilfredshed svinger alt efter hvilken situation, man står i. Jo længere forløb, og jo mere komplekse problemstillinger, man som borger har, jo større er oplevelsen af utilfredshed.

»Noget af utilfredsheden handler om, hvordan nationale regler binder os i samtalen med borgeren. Noget kan vi selv gøre noget ved,« siger Helene Bækmark og fortsætter:

»Der er også en større grad af tilfredshed med den enkelte sagsbehandler end tilfredsheden med jobcenteret som helhed, og jeg glæder mig over, at mere end 70 procent af borgerne er helt enige eller overvejende enige i, at sagsbehandleren er velforberedt til møder og samtaler og har en god forståelse for borgerens situation.«

»Som ledelse og medarbejdere tager vi undersøgelsen meget alvorligt. Det her handler om menneskers livskvalitet og troen på, at det nytter noget at være i de forløb som jobcentret har. VI igennem en årrække arbejdet med løbende at forbedre mødet mellem jobcenter og borger, og nu har vi en endnu større viden at dykke ned i.«

Tværgående arbejdsgruppe nu i gang

Der er af byrådet nedsat en arbejdsgruppe til at se nærmere på resultatet og komme med anbefalinger. Gruppen består både af repræsentanter for faglige organisationer, praktiserende læger, Udsatterådet, Handicaprådet, arbejdsgiverorganisationer samt medarbejdere og ledere fra arbejdsmarkedsområdet.

Arbejdsgruppens udtalelse skal indeholde forslag til, hvad der kan indgå i et fremtidigt kodeks for samarbejdet mellem borgerne og Jobcenter Randers. Herudover skal arbejdsgruppen komme med forslag til ændringer til de typiske forløb, og hvordan forløb kan gøres kortere i det omfang, lovgivningen giver et kommunalt råderum. Arbejdsgruppen skal have et særligt fokus på lange forløb over to år.

»Arbejdsgruppens udtalelser og anbefalinger indgår i det samlede produkt, Implement præsenterer 19. januar 2023 for byrådet. Samtidig ser vi dybt i data for ventetider, ligesom vi er gået i gang med at få optegnet borgerforløb, og hvordan de kan gøres bedre. Nu er der brug for arbejdsro til at forstå resultaterne og give gode anbefalinger, som jeg glæder mig til at se nærmere på,« siger Helene Bækmark.

Hun peger på, at det er komplekst ikke mindst fordi, der på beskæftigelsesområdet er mange regler, som netop kan gøre det vanskeligt at skabe gode borgerforløb, hvor det enkelte menneske har brug for en afklaring, og lovgivningen samtidig tydeligt peger på, at alle muligheder for at tage del i arbejdsmarkedet skal være afdækket.

Læs hele borgertilfredsundersøgelsen her

Fakta om undersøgelsen:

● I alt har 17.177 personer haft mulighed for at deltage. 1960 personer har svaret. Det svarer til cirka 23 procent og er repræsentativt.

● Den gennemsnitlige samlede score er en tilfredshed med Jobcenter Randers på 3,4 ud af 5. Den er 3,7 i tilfredshed med medarbejderne i Jobcenteret.

● Cirka 55 procent er enten tilfredse eller meget tilfredse.

● Cirka 25-30 procent er enten utilfredse eller meget utilfredse.

● Borgere med korte forløb har højere tilfredshed end borgere med lange forløb. Og der er størst tilfredshed blandt de ældste aldersgrupper og lavest blandt de yngste.

● Tilfredsheden er højest blandt modtagere af A-dagpenge, sygedagpenge og ansatte i fleksjob.

● Tilfredsheden er lavest blandt kontanthjælpsmodtagere, uddannelseshjælp og ressourceforløbsydelser.

● Undersøgelsen er første led i et samlet produkt som afleveres til byrådet 19. januar 2023

Relaterede artikler

Nyeste artikler