3.1 C
Randers
fredag, april 26, 2024

Borgmesterduel sætter fokus på de store virksomheder i Randers

Kommunalvalget står for døren – og i den anledning inviterer Niels Vinderslev indenfor hos N.V. Randers, hvor han sammen med brancheorganisationen SamMark er vært for et politisk dialogmøde. Her mødes de tre borgmesterkandidater i en direkte debat, inden også Folketingsmedlem og forhenværende borgmester, Michael Aastrup Jensen, kommer for at bidrage med nationalpolitiske perspektiver.

Når randrusianerne d. 16. november skal til stemmeurnerne igen, er et af de afgørende punkter erhvervspolitikken – for hvordan sikres og forbedres de store virksomheders muligheder i Randers Kommune?

Niels Vinderslev inviterer derfor indenfor til en politisk dialog mandag d. 4. oktober, hvor alle interesserede er meget velkomne til at komme og deltage. De tre bejlere til borgmesterkæden, Torben Hansen, Daniel Madié og Claus Berggren, vil give deres bud på en erhvervspolitisk strategi for Randers Kommune, hvorefter der er plads til spørgsmål og dialog med tilhørerne.

Sekretariatsleder hos brancheorganisationen SamMark, der blandt andre repræsenterer N.V. Randers A/S, Lisbet Hommelhoff, glæder sig til at byde velkommen til et lokalpolitisk arrangement med fokus på erhvervslivet.

»Erhvervslivet er vigtigt for enhver kommune. Derfor er jeg meget glad for, at vi sammen med Niels Vinderslev kan invitere til et politisk dialogmøde hos en af Randers Kommunes største virksomheder,« siger Lisbet Hommelhoff og fortsætter:

»Som brancheorganisation for en række store eksportvirksomheder oplever vi ofte, at der ikke i det lokalpolitiske er bevågenhed omkring vigtigheden i at hjælpe de store virksomheder. Det er mig derfor en stor glæde, at både de tre borgmesterkandidater Torben Hansen, Daniel Madié og Claus Berggren og folketingsmedlem Michael Aastrup Jensen har sagt ja til at komme på besøg og diskutere byens erhvervspolitik.«

Borgmester i Randers, Torben Hansen, glæder sig over den positive udvikling i Randers – og ser frem til at den skal fortsætte.

»Beskæftigelsen er stærkt stigende i Randers Kommune. Flere unge får en ungdomsuddannelse og vi er årets højdespringer på DI’s erhvervsmåling. Det er rigtig godt. Det skal vi være stolte af – og vi skal i fællesskab sammen med uddannelsesinstitutionerne, og arbejdsmarkedet forstærke den gode udvikling,« siger borgmester Torben Hansen.

Daniel Madié, borgmesterkandidat for Det Konservative Folkeparti, ser frem til en debat, som han mener binder hele byen sammen.

»Politik er kompromisset kunst, og det er essensen af demokrati – alle skal høres i en god og ordentlig dialog. De bedste resultater skabes når meninger mødes og brydes, og til sidst samles igen i ideer og løsninger. Sådan er det ikke blot i politik. I erhvervslivet fungerer det på samme måde,« siger den konservative borgmesterkandidat, Daniel Madié og fortsætter:

»Derfor er det afgørende vigtigt at politikerne i kommunen forstår og udviser den rette ånd og leverer på samarbejde og resultater. Det kan erhvervslivet arbejde med og forholde sig til, og det skaber bedre rammevilkår. Og så går det fantastisk ring – for bedre rammevilkår giver mere vækst og udvikling for virksomhederne, hvilket skaber rammerne for at drive en kommune hvor det er godt at bo og leve livet.«

Venstres borgmesterkandidat, Claus Berggren, går ind til mødet med tre klare hovedbudskaber:

»Jeg ønsker Mere og bedre infrastruktur med opbakning til Folketinget, jeg ønsker en mere borgernær kommune – eksempelvis ved at flytte kommunale kontorer ud fra Laksetorvet, og sidst, men ikke mindst, ønsker jeg mig en hurtigere sagsbehandling, eksempelvis i byggesagsbehandlingen,« siger Claus Berggren, borgmesterkandidat for Venstre.

Arrangementet finder sted d. 4. oktober kl. 18:00-20:00 hos N.V. Randers på Hedevej 12, 8920 Randers NV.

Af praktiske årsager er tilmelding nødvendig på nil@policygroup.dk.

Relaterede artikler

Nyeste artikler