Absalon Strygekvartet, der er et ungt prisvindende ensemble, spiller onsdag den 21. februar på Værket i Randers ved en koncert arrangeret af Kammermuskforeningen BRAGE.
Kvartetten med base i København blev dannet i 2020 og har senest udmærket sig ved at vinde førsteprisen i P2’s Kammermusikkonkurrence 2023. Kvartetten opnåede allerede anerkendelse, da den i 2021 vandt Rued Langgaard Konkurrencen og samme år spillede til åbningskoncerten af Rued Langgaard Festivalen.
Siden da har Absalon Strygekvartet med indlevelse og spilleglæde givet koncerter hos en stor del af Danmarks musikforeninger. Desuden har kvartetten deltaget i mange internationale masterclasses bl.a. med Den Danske Strygekvartet og David Harringtons Kronos Quartet som en del af Festspillene i Bergen.
Kvartetten arbejder med professor Tim Frederiksen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. Absalon Strygekvartet består af violinisterne Thera Ortved og Andreas Larsen, Alva Rasmussen på bratsch og Hedda Aadland på cello.
Ved aftenens koncert spiller de ”Enthusiasm Strategies” fra 2019 af den unge amerikanske kvindelige komponist Missy Mazzoli og Rued Langgaards strygekvartet nr. 2 (1918, revideret 1931).
Efter pausen opføres Franz Schuberts strygekvartet i d-mol, “Der Tod und das Mädchen” (1824), som kvartetten også spillede i finalerunden ved P2´s Kammermusikkonkurrence.