10.2 C
Randers
onsdag, december 25, 2024

Brand i fabriksbygning 

Torsdag morgen kl. 07.07 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var opstået brand i en fabriksbygning på Kastrupvej i Langkastrup, Randers SØ.

En patrulje blev straks sendt af sted, og betjentene kunne ved deres ankomst til stedet konstatere, at der var røgudvikling fra taget af en fabriksbygning på adressen, og at brandvæsenet var gået i gang med slukningsarbejdet.

I bygningen befandt en større bunke frøskaller sig – omkring fem tusinde ton – hvori branden umiddelbart var opstået. Da der ikke umiddelbart var nogle indikationer på, at branden skulle være påsat, forlod politiet stedet, mens brandvæsenet fortsatte slukningsarbejdet.

Natten til fredag kl. 01.53 modtog Østjyllands Politi en ny anmeldelse om, at der var brand på adressen, da det endnu ikke havde været muligt at få nedkæmpet gløderne i fabrikshallen. Ifølge anmeldelsen var der nu flammer op gennem taget, og flere patruljer blev sendt til stedet.

To ansatte blev i forbindelse med oprydning af frøskallerne udsat for en del røg og blev efterfølgende kørt til kontrol på hospitalet. De var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade.

Derudover befandt ingen personer sig umiddelbart på stedet, og de nærmeste naboer i området blev kontaktet og informeret om, at der var kraftig røgudvikling fra fabriksbygningen.

Ifølge brandvæsenet kan slukningsarbejdet tage op til flere dage, hvorfor der den kommende tid fortsat må forventes at være synlig røgudvikling i området. Der er på nuværende tidspunkt intet, der tyder på, at røgen medfører sundhedsskadelige gener for beboerne i nærområdet, men alt afhængigt af røgudviklingen kan det være nødvendigt for borgerne i Langkastrup og omegn at holde døre og vinduer lukket samt at holde sig inden døre og slukke for ventilationsanlæg.

Østjyllands Politi undersøger sagen nærmere og har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer.

»Vi følger udviklingen og melder ud, hvis branden udvikler sig i en uhensigtsmæssig retning,« oplyser politiet.

Relaterede artikler

Nyeste artikler