Folkemusik i Randers indleder påsken med britisk musik i Cafe Operaen i Randers.
Palmesøndag den 13. april kan man nyde en dejlig søndag eftermiddag i Operaen i selskab med den britiske Shackleton Trio, som lægger vejen forbi Randers på et af sine få besøg i Danmark i 2025.
Shackleton Trio omtales ofte som et af de hårdest arbejdende folkemusikbands i Storbritannien, og består af Georgia Shackleton (violin, vokal), Aaren Bennett (guitar) og Nic Zuppardi (mandolin og banjo).
De har alle fået folktraditionen ind med modermælken, og deres selvskrevne materiale blander sig problemfrit med deres fantasifulde genbearbejdninger af traditionelle folkemelodier påvirket af britiske, amerikanske og skandinaviske folkemusiktraditioner. Og Georgias flair for at hente stort set usunget materiale fra East Anglia holder bandet solidt forankret i deres lokale tradition.
Det er et band, der i den grad nyder at spille sammen. I 2025 turnerer trioen med et helt nyt album, da de fejrer deres 10 års jubilæum. Igennem årene har de optrådt på et væld af såvel små som store spillesteder bl.a. på Cambridge Folk Festivals prestigefyldte hovedscene – altid med flotte anmeldelser. Bandet har gæstet Randers før – og flere af FiR’s medlemmer glæder sig til genhør med trioen og har allerede sikret sig billet.
Billetter på Folkemusik i Randers’ hjemmeside www.folkemusikiranders.dk.