8.1 C
Randers
torsdag, marts 28, 2024

Byrådet blev introduceret til varmeforsyning

Varmeforsyningen står over for en stor omstilling som følge af krigen i Ukraine og den grønne omstilling. Ligeledes har regeringen meldt ud, at kommunerne inden udgangen af 2022 skal oplyse borgerne, om de kan blive tilsluttet fjernvarme eller ej.

I det lys havde Miljø- og Teknikudvalget tirsdag eftermiddag inviteret hele byrådet på rundvisning hos Verdo på kraftvarmeværket, hvor byrådet også fik en introduktion til planer i forhold til naturgaskonverteringer, fremtidens varme i Randers, overskudsvarme samt samfundskontrakt og fjernvarmepris.

»Set i lyset af den nuværende situation i Ukraine er varmeforsyning, herunder at blive uafhængige af russisk naturgas, naturligvis noget som ligger hele byrådet på sinde. I dag fik vi startet processen og blev introduceret til nogle af de muligheder, vi har,« siger udvalgsformand Nick Zimmermann.

Det er Miljø- og Teknikudvalget, som varetager myndighedsrollen med varmeplanlægning i hele kommunen. Den kollektive varmeforsyning er i dag fordelt mellem 8 fjernvarmeforsyninger og en række områder udlagt med naturgas.

Med den fremtidige planlægning skal der ske en udfasning af olie og naturgas til boligopvarmning. Enten ved udbygning af forsyning med fjernvarme eller ved individuelle løsninger i de områder, hvor der ikke er mulighed for fælles løsninger.

Der skal inden årets udgang gives besked til ejere af ca. 10.300 ejendomme, hvoraf de ca. 3.300 har oliefyr og ca. 7.000 har naturgasfyr.

Kommunens fjernvarmeselskaber har indtil nu fået godkendt projekter for konvertering fra naturgas til fjernvarme i Haslund, Langå, Gl. Mejlby, Sdr. Borup, Over og Neder Hornbæk. Der arbejdes med projekter for andre områder, som vil blive forelagt til politisk godkendelse, inden der kan sættes gang i gravearbejderne.

Relaterede artikler

Nyeste artikler