10.9 C
Randers
tirsdag, maj 7, 2024

Byrådet har taget stilling til en ekstrabevilling på 150 millioner kroner til håndtering af jordskred.

Randers Kommune bevilger yderligere 150 millioner kroner til håndteringen af jordskreddet ved Nordic Waste i Ølst. Det sker ved at optage lån.

Det besluttede byrådet i mandag aften, og forslaget blev indstillet godkendt af Økonomiudvalget.

Bjarne Overmark (Beboerlisten) efterlyste en oversigt over, hvor store omkostningerne kan blive, selvom der er mange ubekendte.

Borgmester i kommunen Torben Hansen oplyste i den forbindelse, man arbejder på højtryk på at komme med en samlet kalkule over udgifterne til afværgearbejdet og det kommende rehabiliteringsarbejde i området. Denne oversigt skal efter planen foreligge lige efter påske.

I dagsordenen til byrådsmødet fremgår det, at kommunen fortsat forudsætter, at forureneren skal betale.

Alle kommunens udgifter vil derfor blive opgjort og anmeldt som krav i konkursboet til Nordic Waste.

På et byrådsmøde i slutningen af januar blev der bevilget 100 millioner kroner til arbejdet med jordskreddet i 2024.

Ifølge dagsordenen er denne bevilling ikke tilstrækkelig, hvorfor man mandag aften har valgt at bevilge yderligere 150 millioner kroner.

Sender Nordic Waste-millioner til Randers

Folketinget har tidligere vedtaget et aktstykke, der afsætter 205 millioner kroner til den akutte indsats fra den 23. januar og frem.

Af de millioner har staten brugt 58 millioner kroner og torsdag har miljøminister Magnus Heunicke (S) i et aktstykke fremsat, at 146,3 millioner kroner bliver stillet til rådighed for Randers Kommune.

Aktstykke fra Finansudvalget kan læses her

Det blev stemt igennem af alle Folketingets partier på nær Liberal Alliance.

På byrådsmødet mandag aften blev de yderligere millioner fra staten også kommenteret.

Borgmester Torben Hansen pointerede, at pengene ikke er tilstrækkelige, da der også kommer en rehabiliteringsfase et tidspunkt i fremtiden.

Det var 19. december 2023, at Nordic Waste overlod opgaven med at inddæmme det massive jordskred hos virksomheden til Randers Kommune.

22. januar 2023 blev Nordic Waste erklæret konkurs ved Skifteretten i Randers.

Frem til konkursen brugte Randers Kommune 120,3 millioner kroner på indsatsen med at forhindre forurening af den nærliggende Alling Å.

Men regningerne tikker fortsat ind hos kommunen.

Mens jordskreddet meldes stabiliseret, koncentrerer man nu kræfterne om rensning af overfladevandet.

Relaterede artikler

Nyeste artikler