Et flertal i Europaparlamentet har netop stemt for det kontroversielle forslag om en mindsteløn i EU.
»Europaparlamentet har netop stemt for et utroligt indgribende forslag om mindsteløn. De sender den direkte til trilog-forhandling. Den danske model smuldrer for øjnene af os, hvis ikke vi gør noget. Derfor udfordrer jeg beslutningen, så den skal på plenar inden trilog,« skriver det socialdemokratiske medlem af parlamentets beskæftigelsesudvalg Marianne Vind.
37 medlemmer stemte for, mens kun 10 stemte imod. Herunder de danske medlemmer Nikolaj Villumsen (EL), Pernille Weiss (K) og Marianne Vind (S).
Nikolaj Villumsen oplyser til News Netavis, at de danske og svenske medlemmer af Europaparlamentet nu vil forsøge at få lov til at stemme om forslaget i det samlede parlament, og der stemme forslaget ned.
Nikolaj Villumsen frygter, at mindstelønsdirektivet kan blive dødsstødet for den danske model. Derfor vil han nu bl.a. sammen med de øvrige danske medlemmer, samle 71 underskrifter blandt de andre parlamentsmedlemmer og kræve, at mindstelønsdirektivet får en ordentlig demokratiske behandling.
Pernille Weiss siger til News Netavis, at undskriftsindsamlingen allerede er i gang blandt medlemmerne af Europaparlamenet, og skal samles før trialogen.
Trilogforhandlinger er uformelle trepartsmøder, hvor Ministerrådet, Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen mødes i et forum, hvor de kan forhandle og afdække kompromisløsninger.
Når forslag til ny EU-lovgivning behandles, er det Europa-Parlamentet og Ministerrådet, som sammen vedtager den. For at ny lovgivning kan blive vedtaget, skal de to institutioner således opnå enighed.
En endelig vedtagelse af direktivforslaget kræver, at Ministerrådet og Europa-Parlamentet skal nå til enighed om indholdet i direktivet.
Derfor skal både EU’s beskæftigelsesministre i Ministerrådet og Europa-Parlamentets Beskæftigelsesudvalg stemme om deres respektive holdninger til Kommissionens forslag. Når de to institutioner er enige om direktivets indhold og ordlyd, skal hele Europa-Parlamentet også stemme for.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har tidligere udtalt, at en vedtagelse af mindsteløn i EU vil være gift i for de danske lønmodtagere, hvis det ender med at blive hård lovgivning.
Også de faglige organisationer afviser en mindsteløn i EU, fordi det ifølge dem vil smadre den danske model.
Tidligere har Danmark, Sverige, Østrig, Nederlandene, Irland, Polen, Ungarn, Estland og Malta skrevet under på et fælles brev til det EU’s formandskab, hvor de udtrykker bekymring for direktivforslaget.
Det har ikke været muligt at få en udtalelse fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S)