Nu får Randers-publikummet chancen for at komme helt tæt på de kommende stjerner på dirigentpodiet. Sammen med Randers Kammerorkester får landets bedste unge dirigenter nemlig chancen for at vise, hvad de kan.
En musiker øver sig på sit instrument, og det kræver mange timer i øvelokalet. Men hvad gør en dirigent? Det er jo ikke helt ligetil at få samlet et helt symfoniorkester – for slet ikke at tale om at få plads til det på kollegieværelset.
Derfor er Dirigentløftet blevet til. Det er et udviklingsforløb, der skal uddanne dirigenter på et professionelt niveau – og Randers Kammerorkester er en del af Dirigentløftet. I løbet af forløbet arbejder de unge dirigenter sammen med en række af landets ensembler og orkestre til workshops og koncerter – og nu er det så Randers Kammerorkester, der lægger musikere til. Den kommende koncert er således en mulighed for at opleve en række af de unge dirigenter fra Dirigentløftet.
Til koncerten kan publikum opleve, hvordan de unge dirigenter på vidt forskellig vis løser dirigentens største udfordring: At forvandle nodernes sorte prikker til levende og vedkommende musik gennem musikerne i orkestret.
Koncert med lokalt islæt
Randers har som bekendt et frodigt musikliv, og det kan også ses på scenen til denne koncert: En af de unge dirigenter er nemlig randrusianer. Ganske vist er den unge dirigent Magnus Plejdrup uddannet i både Aarhus og Glasgow – men glæden ved musikken fik han i hjembyen, nærmere betegnet på Randers Statsskole. Og nu er han så en del af Dirigentløftet, hvor han får lov til at dirigere orkestre fra hele landet.
Det er nu ikke første gang, Magnus Plejdrup står i spidsen for Randers Kammerorkester. Allerede i foråret fik han mulighed for at dirigere orkestret – en koncert, der trak fulde huse på Værket.
Gratis for det gode selskab
Koncerten er for øvrigt en af de koncerter, som er gratis for Randers Kammerorkesters støtteforening. Foreningen – med det ærværdige navn ”Randers Philharmoniske Selskab” – er skabt for at vise opbakningen til kammerorkestret. Orkestret kvitterer for opbakningen med gratis billetter til to årlige koncerter samt en række andre fordele. Medlemmer kan afhente gratis medlemsbillet til koncerten i Værkets billetsalg.
Koncerten finder sted onsdag 8. oktober 2025 kl. 19.30 Værkets Koncertsal
Billetter: 40-160 kr. kan købes her De unge dirigenter
