8.6 C
Randers
tirsdag, april 16, 2024

Debat: At tabe ansigt eller tabe hele hovedet.

Læserbrev af Poul Rubach, Harridslev

Regeringen har selvforskyldt bragt sig i en vanskelig situation med temaet Store Bededag.

At vise handlekraft, og trumfe afskaffelsen af helligdagen igennem (og det er faktisk muligt) vil være at tabe hovedet og sætte fremtidigt samarbejde på en alvorlig prøve. En effektiv måde at demonstrere magtfuldkommenhed og skabe dårlig stemning.

At bøje af for de mange og kraftige protester, er at tabe ansigt. Det vil de næsten ikke kunne leve med, da det er første større handling, regeringen skal have stemt gennem folketinget. Dog er det klart den mest fornuftige løsning.

På det første pressemøde, fremlagde Mette Frederiksen nødvendigheden af at sløjfe helligdagen for at skaffe økonomi til flere våben til Ukraine.

Trods ihærdige journalisters gentagne spørgsmål, om merarbejdet skulle betales, gled hun mange gange ret uelegant af på spørgsmålet. Meningen var tydelig, at der ikke skulle betales medarbejderne ekstra for at arbejde på helligdagen.

Dette afstedkom naturligvis voldsomme protester fra fagbevægelsen, så beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen måtte i manegen for at hælde olie på vandene. Samtlige journalister måtte have misforstået budskabet, for naturligvis skulle det afstedkomme en merbetaling for merarbejde.

Her blev Mette Frederiksen (næsten) reddet på målstregen.

At påstå at de 3,2 mia., som indgrebet udløser, skal bruges til våben til Ukraine er en taktisk tilsnigelse, for at få sympati for indgrebet. Pengene øger blot råderummet, der bruges til andre ting i regeringsgrundlaget.

Det kunne med ligeså stor sandhed siges at de 3,2 mia. skulle bruges til at øge offentlige lønninger på omsorgsområdet som lovet, topskattelettelser eller mange andre tiltag.

Det nemmeste og mest demokratiske ville være at indkalde til trepartsforhandlinger, forklare aktørerne at råderummet bør øges. Og lad dem komme med forskellige løsninger, der så kan forhandles om.

Hvem der er kommet på dette tåbelige forslag, vil ingen udtale sig om, – Mette, Jakob og Lars  ”holder kæft i kor” efter bedste musketerånd.

Relaterede artikler

Nyeste artikler