6.2 C
Randers
tirsdag, november 12, 2024

Debat: Badesø og rettidig omhu

Læserbrev af Poul Rubach, Bækkevej 28, Harridslev, 8930 Randers NØ

Byrådets budget er på plads, og ja, det er ikke et ønske budget for nogen, men det var åbenbart den mulighed, der kunne skabe flertal. Der blev fra alle sider slugt nogle kameler.

 Som mangeårigt medlem for Radikale Venstre (og suppleant til byrådet) undres jeg over, at Østbroens byrådsmedlem Christina Kjærsgaard for et par uger siden harcelerer over at badesøen på Nordre Fælled ikke er pillet af det endelige budget, for i stedet at bruge pengene på mere velfærd.

Jeg anerkender i høj grad ønsket om mere velfærd, men kan alligevel ikke forstå Christina Kjærsgaards tankegang.

I min optik er en badesø på Nordre Fælled i høj grad et tiltrængt velfærdsprojekt. Bade mulighederne er Fussingø eller Udbyhøj. I øvrigt fine muligheder.

Vi har haft friluftsbade i Randers siden begyndelsen af forrige århundrede, hvor Randers Freja havde svømning som idrætsgren ca. hvor motorbådsklubben ligger i dag.

Senere blev Gudenåbadet etableret i 1936 som et beskæftigelsesprojekt. Naturskolen ligger der i dag.

Efter tidens standard et moderne friluftsbad med 4 bassiner, livredder og store græsarealer, hvor familier kunne nyde madpakken og saftevand.

Der var gratis adgang, og mange hundrede gæster nød hver dag det gode vejr om sommeren. Jeg var der selv og tog mit frisvømmerbevis, som afslutning på svømmeundervisningen

Gudenåbadet blev nedslidt, og lukkede i 1971 samtidig med at ‘Kærsmindebadet’ åbnede på Gørrilds Alle.

Et moderne og opvarmet friluftsbad, store græsarealer omkring. Brusebad, 5 og 10 meter vipper og fine faciliteter nød gæsterne. Det kostede i 1971 kr. 6,- for en hel dag, og byens bade interesserede kom i hobetal på de varme dage. Jeg havde selv min daglige gang her sammen med vennerne i weekenden om sommeren.

Også dette bad blev nedslidt, og indtægterne var vigende i forhold til udgifterne. Det trængte til en opdatering, men byrådet kunne desværre ikke finde plads i økonomien til en istandsættelse. Det lukkede i 2015.

I stedet kunne bade interesserede gå i Water & Wellness på Viborgvej. En kommerciel virksomhed hvor indgangsprisen er en helt anden, og ingen udearealer. En stor udskrivning for mange familier.

Tilbage til overskriften:

Nordre Fælleds badesø koster ca. 44 mio. at etablere, og A P Møller Fonden yder 37 mio. og kommunen de sidste 7 mio.

Arealerne ejer kommunen, og der er undersøgt for PFOS forurening, og alt er fint. A P Møller folkeliggjorde begrebet ”Rettidig omhu”, og netop her er det rettidig omhu at sige tak til A P Møller Fonden og glæde os til at velfærden bliver tilgodeset med badesøen.

Relaterede artikler

Nyeste artikler