0.8 C
Randers
fredag, januar 31, 2025

Debat: Bevar Tørring Rideklubs tilbud – for børnenes og lokalsamfundets skyld

Læserbrev af Anker Boje, byrådsmedlem for Østbroen

Et lille flertal i Randers byråd har truffet en beslutning, der får alvorlige konsekvenser for både børn, familier og lokalsamfundet. Planen om at fjerne skole- og specialundervisningstilbuddet ved Tørring Rideklub og flytte eleverne til Grønhøjskolen kan virke som en besparelse på papiret, men i praksis kan det ende med at koste dyrt – både menneskeligt og økonomisk.

Der er ingen garanti for, at det virker?

Kommunen forventer, at de elever, der ikke længere kan benytte Tørring Rideklub, i stedet vil vælge Grønhøjskolen. Men kun 15-18 af de nuværende 47 elever kommer fra lokalområdet. De resterende 29 elever vil formentlig blive spredt ud på andre skoler i kommunen – men hvor? Og med hvilke konsekvenser for deres trivsel og læring?

Samtidig vil Grønhøjskolen få en stor udfordring i at levere det samme høje pædagogiske og terapeutiske niveau, som Tørring Rideklub har opbygget gennem årene. Hestene spiller en afgørende rolle i elevernes udvikling og trivsel – for mange af disse børn er kontakten med hestene en tryghed, der hjælper dem gennem en svær hverdag. At fjerne denne mulighed kan få alvorlige konsekvenser.

Er der overhovedet en reel besparelse?
En elev koster ca. 92.000 kr. om året. Hvis man blot flytter pengene fra Tørring Rideklub til Grønhøjskolen, kan det på kort sigt ligne en besparelse. Men uden en grundig analyse af konsekvenserne risikerer man, at økonomien på Grønhøjskolen udhules, fordi de tilførte børn har store udfordringer, som kræver langt flere ressourcer.

En beslutning med store konsekvenser for lokalområdet.
Tørring Rideklub har i årevis spillet en vigtig rolle for børn med særlige behov. Mange af dem har her opnået så stor selvhjulpenhed, at de i dag kan klare sig selv. Dette er ikke blot et skoletilbud, men en investering i børnene og deres fremtid. At skære ned på denne type tilbud kan have en kædereaktion af negative konsekvenser – ikke kun for børnene, men også for samfundet som helhed.

Desuden vil det ramme lokalsamfundet hårdt at fjerne så mange penge fra området. Det er dårlig landdistriktspolitik at skære i velfungerende, lokale tilbud, som både skaber arbejdspladser og liv i lokalområdet.

Vi bør ikke spare på børnenes trivsel
Det kan måske se godt ud i et regneark at skære i tilbud som dette, men virkeligheden er en anden. Hvis man fjerner den tryghed og de venskaber, som børnene har med hestene, kan det have store menneskelige omkostninger. Besparelser på udsatte børn og unges skolegang vil altid komme skidt tilbage senere – ikke som børn, men som voksne, der ikke kan forsørge sig selv.

Lad os tage ansvar for både børnene og lokalsamfundet. Det lille flertal i Randers byråd bør tænke sig om en ekstra gang, det virker hovedløst at fjerne det velfungerende tilbud, der har hjulpet så mange børn til en bedre fremtid.

Relaterede artikler

Nyeste artikler