Læserbrev af Per Bilici Sørensen, Toldbodgade 16, kandidat for Østbroen – liste Q
Jeg tror på Randers og jeg tror på, at vi kan mere, end vi selv tror. Men det kræver, at vi tør bryde med den politiske vane, hvor beslutninger bliver truffet ud fra ideologiske positioner i stedet for virkelighedens behov.
De fleste borgere ønsker faktisk ikke flere store ord. De ønsker, at nogen tager fat, rydder op og skaber resultater, der kan mærkes i hverdagen.
At der bliver handlet på kommunens udfordringer og ikke bare talt om dem.
Randers’ økonomi er presset, og den gæld, vi efterlader til kommende generationer, er ikke holdbar.
Samtidig skal vi have et erhvervsliv der trives, en midtby med liv og oplevelser, og en kommune, hvor både unge og ældre føler sig trygge.
Det kan kun lade sig gøre, hvis vi tør prioritere og samarbejde på tværs.
Jeg er træt af at høre, at alt er andres ansvar. Vi skal turde tage ansvar, også når vi fejler. Vi skal turde indrømme, når noget ikke virker og så gøre det bedre.
Jeg tror på dialog og sund fornuft. Jeg tror på, at vi kan tage en sag ad gangen og finde løsninger, der rækker ud over partiskel.
Jeg tror på, at Randers kan vokse, hvis erhverv, kommune, politikere og borgere arbejder mod samme mål.
Jeg vil gerne være en del af et byråd, hvor respekt, samarbejde og modet til at prioritere er vigtigere end overskrifter og personlige poster.
Et byråd, der vil hele Randers Kommune og arbejder for, hvad der er bedst for Randers.
Vi kan mere, hvis vi står sammen og lader sammenhængskraften vise vej.
Randers fortjener et byråd, der tør tænke nyt og handle for fællesskabet.
Det er tid til forandring – og jeg er klar til at tage fat.


