Læserbrev af Erik Humblebug, Nattergalvej 19, 2. tv, 8900 Randers C
“Hvis Danmark skal indføre en lovgivningsmæssig mindsteløn, skal Danmark
melde sig ud af EU”. Det mener medlem af Europaparlamentet,
socialdemokraten Marianne Vind.
Jeg er helt uenig i denne betragtning, for Socialdemokratiet har allerede indført en mindsteløn for arbejde i Danmark.
Hvis du smører håndmadder på et plejehjem og er på kontanthjælp får du en løn på 79,66 kr. i timen. Hvis du smører håndmadder på overenskomstmæssig løn, får du minimum 127,68 kr. i timen + pension.
Derfor er det ikke EU, der er ved at smadre den danske model. Det er Marianne Vinds eget parti. Da den socialdemokratisk ledede regering afskaffede Store Bededag, havde jeg forventet en reaktion fra fagforeningerne. Jeg ville ikke have genindført Store Bededag.
Men jeg ville have haft en erstatningsfridag efter eget valg i stedet for den fridag, som jeg havde mistet. Det var der desværre ingen fagforeninger, der forlangte. I stedet satte fagforeningerne sig over i en krog og spillede fornærmede. Derfor havde de allerede accepteret, at Staten står over den danske model. Regeringen
kunne have skredet ind overfor en forhandlet ekstra fridag. Men så var den danske model sat fuldstændigt ud af spil.
Jeg mener faktisk, det er nødvendigt med en EU-mindsteløn. Vi har for nylig set Elon Musk forsøge at producere Teslaer i Tyskland til en løn under den tyske overenskomst. Det fik de tyske fagforeninger heldigvis forhindret. Men fordelen ved at der var en lovgivningsmæssig mindsteløn var, at typer som Elon Musk ikke kan snyde på vægtskålen.
Fagforeningerne i Tyskland var heldigvis stærke nok til at få standset produktionen.
Jeg har svært ved at se, at en lovgivningsmæssig mindsteløn får nogen som helst betydning, for én der smører håndmadder på overenskomstmæssige vilkår. Hvis vi fastlagde, at en myndig person ikke må arbejde til under 90- kr. ville det stadigt være langt under den overenskomstmæssige løn. Og i følge overenskomsten mellem kommunerne og 3F, ville køkkenassistenten få 127,68 kr. + pension.
Problemet er, som jeg ser det, at hvis jeg fik at vide, at mindstelønnen i følge loven er 90- kr. i timen og jeg kun får 79,66 kr. Så ville jeg gå ned til EU og kræve min lovgivningsmæssige ret. Jeg arbejder i konkurrence med den køkkenassistent, der allerede er der. Men jeg arbejder jo ikke på nogen overenskomst. Og jeg har ikke nogen ansættelseskontrakt.
Men det er kun en ret, som jeg har, så længe vi er medlem af EU. Ellers kan regeringen jo bare vedtage, at jeg ikke skal have min mindsteløn.
Problemet forstærkes yderligere ved, at 79,66 kr. jo ikke en gang er den mindsteløn, som regeringen har fastsat. For den betinger, at man er 30 år og har dansk pas. Når det gælder kønnene er vi enige om, at ligeløn er et godt princip. Det er det ikke i kontanthjælpssystemet. Her måles værdien af dit arbejdet ud fra din alder og hvor du kommer fra.
Det ville ikke ske, hvis der var en generel mindsteløn for alt arbejde. Den danske model går ud på, at løn- og arbejdsforhold aftales mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Den giver også fagforeningerne mulighed for at forbyde deres medlemmer at arbejde for arbejdsgivere uden overenskomst. Det kaldes blokade i arbejdsretslig terminologi.
Derfor kan en lovgivningsmæssig mindsteløn aldrig gå ind og røre ved den danske model. Fungerer modellen har den lovgivningsmæssige mindsteløn. Nemlig ingen betydning.
Læs også:
MEP: Hvis Danmark taber retssag, har vi ikke noget at gøre i EU