-0.4 C
Randers
onsdag, januar 7, 2026

Debat: Er Randers stærkt nok repræsenteret på borgen?

Læserbrev af Lars Rytter Sørensen , Radiochef Radio Kristrup, Erik Klippings Vej 1K, 8960 Randers SØ 

De lokale folketingsmedlemmer er ikke kun borgernes repræsentanter på Christiansborg. De er også byrådets.

I en kommune af Randers’ størrelse er det helt afgørende, at nogen tager vores udfordringer med ind i de nationale forhandlinger. Alligevel har Randers i årevis måttet nøjes med mindre justeringer, mens andre kommuner får motorveje, erhvervsinvesteringer og statslige satsninger, der flytter noget.

Det er ikke, fordi problemerne ikke er kendte. Tværtimod. Hvidbogen har meget præcist beskrevet kommunens udfordringer: manglende vækst, for få private arbejdspladser, utilstrækkelig infrastruktur og behovet for markante investeringer, hvis Randers skal løfte sig økonomisk og socialt. Diagnosen er klar. Det, der mangler, er politisk gennemslag nationalt. Det mærkes i hverdagen. Trængsel på hovedvejene og omkring Randers Bro bremser både pendlere og erhvervstrafik. Byrådet har vedtaget planer og peget på løsninger, men mange af de nødvendige greb kræver statslige investeringer. Byrådet kan ikke selv udvide motorveje eller sikre milliardbeløb fra Christiansborg. Det er her, folketingsmedlemmernes ansvar begynder.

Når Randers igen og igen bliver forbigået i de store aftaler, er det ikke et kommunalt problem alene. Det er et politisk problem. Og når vores folketingsmedlemmer primært leverer gode intentioner og synlighed på sociale medier i stedet for konkrete resultater, rammer konsekvenserne hele kommunen. Pendlerne sidder fast, erhvervslivet mister tempo, og landdistrikterne sakker yderligere bagud.

Derfor er det legitimt at stille spørgsmålet nu. Har Randers de rigtige folketingsmedlemmer? Har vi repræsentanter, der tager Hvidbogens konklusioner med til forhandlingsbordet og insisterer på, at en kommune med omkring 100.000 indbyggere ikke skal behandles som en politisk randzone? 

Hvis Randers ikke fylder nationalt, er det ikke indbyggerne der fejler. Det er dem vi sender derover, og det bør vi lave om på.

Relaterede artikler

Nyeste artikler