8.3 C
Randers
lørdag, april 12, 2025

Debat: Folkeskolen skal udvikles – Ikke afvikles

Læserbrev af Bo Ratz, byrådsmedlem for Østbroen, næstformand i Skole- og uddannelsesudvalget

Som mangeårig skolelærer har jeg fulgt de seneste års udvikling i folkeskolen, og jeg er ikke imponeret.

Siden reformændringen af Folkeskolen i 2012, har flere og flere elever og lærere forladt folkeskolen, og det er der åbenlyse grunde til. Mange elever mistrives, de føler sig pressede og vi desværre ser massiv skolevægring hos mange elever og de præsterer under landsgennemsnittet i de vigtigste fag.

Man kan spørge sig selv hvorfor? Lærerne er desværre ikke meget bedre stillet! Også de føler sig pressede af nye arbejdstidsregler, hvor de skal løbe meget hurtigere, samtidig med de stigende dokumentationskrav og sidst, men ikke mindst de nye inklusionskrav. Klasserne er mange steder alt for store og ressourcerne for få – lærerne kan simpelthen ikke nå omkring alle elever, når de oplever trivselsproblemer.

Både børn og lærere ender med at blive taberne! Vi bliver nødt til at være ærlige. Vores folkeskole har aldrig været mere presset. Skolerne oplever at der igen og igen blive lavet besparelser, når der mangler penge andre steder, og desværre oplever vi Randers, at disse besparelser bliver pakket ind i en inklusionsreform!

Det handler desværre meget lidt om børnenes trivsel, og i langt højere grad af at der skal skæres yderligere i skolernes budget! Man kan næsten høre dem sige ude på skolerne:

“Hvad skal vi gøre, vi kan ikke få det til at hænge sammen længere!” Vi kan ikke forvente, at eleverne lærer og trives, når lærerne ikke har den fornødne tid til eleverne, når elever med særlige behov ikke får den hjælp, som de har brug for, og der ikke er de nødvendige specialpædagogiske ressourcer. Og vi kan ikke forvente, at lærerne kan navigere i den pressede verden, hvor de også mistrives, oftere bliver syge, brænder ud og til slut ender med at forlade folkeskolen! Vi er simpelthen nødt til at investere i vores folkeskole nu, og det kan vise sig, at det er den bedste investering Randers kommune kan lave! Hvis vi ikke finder de nødvendige ressourcer på den koret bane, så er jeg bange for at vi kommer til at se en folkeskole i endnu værre tilstand, hvor flere elever ikke lykkes og på længere sigt falder ud af skolesystemet, som så bliver endnu en stor udgift for kommunen, og hvor flere lærere simpelthen brænder ud og forlader den arbejdsplads, som de troede var et kald, og hvor de troede, at de kunne gøre en forskel!

Folkeskolen er ikke et sted, hvor vi kan spare os til succes! Vi bliver nødt til at se problemerne i øjnene og investere i folkeskolen! En stærk folkeskole kan vise sig at være den bedste investering for fremtiden. Vi har brug for en skole, hvor lærerne har tid til at være sammen med eleverne, hvor der er tid til at lytte og hvor der er plads til at være forskellig. Og der skal være de nødvendige ressourcer til lærerne, der hver dag tager ansvar for, at næste generation lykkes og får den bedste start på resten af deres liv!

Vi kan godt nå at ændre på folkeskolens tilstand, vi kan stadig nå at udvikle den i en positiv retning, men det kræver, at vi tør tage debatten nu og at vi tør investere økonomisk og målrettet. Det skylder vi vores allesammens folkeskole. Det skylder vi forældrene, der dagligt sender deres børn i folkets skole.

Det skylder vi lærerne og det skylder vi i høj grad eleverne! Det skal være nu – hvis vi vil tage folkeskolen alvorligt!

Relaterede artikler

Nyeste artikler