Læserbrev af Nicolai Estrup (DF), medlem af byrådet i Randers og regionsmedlem i Region Midtjylland
Når vi i Dansk Folkeparti går ind i et budgetforlig, er det vigtigt for os, at det ikke kun handler om Randers by. Randers Kommune er meget mere end vores største by. Vi har stærke landsbyer, lokalsamfund og engagerede borgere rundt omkring i hele kommunen.
Derfor er vi også tilfredse med, at vi sammen med de øvrige partier i budgetforliget har fået en række konkrete prioriteringer, som kommer landdistrikterne til gavn.
Der afsættes blandt andet 2,2 mio. kr. årligt til områdefornyelse i landdistrikterne i 2029 og 2030. Der er samtidig fokus på områdefornyelse i blandt andet Fårup, Værum, Sødring-Udbyhøj, Mellerup, Havndal, Ålum og Asferg.
I Fårup kommer der en ny gangbro, og der afsættes 1,5 mio. kr. årligt til drift af natur, grønne områder og byrum i landdistrikterne fra 2027.
Vi styrker samtidig vedligeholdelsen af veje, broer og øvrige bygværker med 3 mio. kr. ekstra årligt. Det er måske ikke det mest spektakulære punkt i et budget, men det er noget, der kan mærkes i hverdagen, når man bor uden for Randers by.
Der er også fokus på bedre sammenhæng i den kollektive trafik, vedligeholdelse af færgelejet i Mellerup og færgen Ragna samt investeringer i naturgenopretning og skovrejsning.
For Dansk Folkeparti handler landdistriktspolitik også om bosætning. Vi skal sikre, at det fortsat er attraktivt at slå sig ned i vores mindre byer og landsbyer. Det kræver gode rammer, velfungerende infrastruktur, natur, fællesskaber og mulighed for at skabe et godt familieliv.
Men udvikling må ikke betyde, at vores landsbyer skal miste det, der gør dem attraktive.
Derfor har Dansk Folkeparti endnu en gang stået fast på, at vores landsbyer ikke skal plastres til med VE-anlæg. Vi ønsker en grøn omstilling, men den skal ske med respekt for mennesker, natur og de lokalsamfund, der skal leve med konsekvenserne. Det skal ikke være sådan, at enkelte landsbysamfund skal bære en uforholdsmæssig stor del af byrden.
Vi er stolte af det aftryk, Dansk Folkeparti har sat, men vi er også tilfredse med, at det er lykkedes gennem et bredt samarbejde med de øvrige partier i budgetforliget.
For os er det afgørende, at Randers Kommune hænger sammen. At man kan bo og leve et godt liv i både Randers by og i kommunens mindre byer og landsbyer.


