Læserbrev af Frank Nørgaard, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti
Randers by – og mange af vores ellers hyggelige landsbyer – ligner desværre noget, der er løgn. Ukrudt vælter op gennem fortove og pladser, græsset har for længst vundet over flisebelægningen, og anlæg omkring byens statuer med blomster er tilsået med græs, selv ovenpå fliser og perlesten.
Byens bænke har tidsler og andet ukrudt mellem brædderne.
Det ser ikke bare forsømt ud – det sender også et forkert signal om, at vi har givet op.
Alt dette mislighold hjælper intet på biodiversiteten, at vi lader byen forfalde. Det er sjusk. Biodiversitet handler om at passe på naturen, ikke om at lade stå til i vores byer. Vi skal have en anstændig rengøring og pleje af vores by og grønne områder, så Randers igen kan være et sted, man er stolt af at vise frem – både for os, der bor her, og for turister, der kommer forbi.
Og når vi taler om natur, så må jeg også sige: Det er trist, hvad der er sket med Fussingø skovene. Et flertal stemte for både Natur Nationalparken og det store hegn – og prøv bare at køre derud i dag. Det ser ikke pænt ud, og hegnet ødelægger dyrenes frie bevægelighed. Det er ikke naturpleje – det er naturforvaltning på skrivebordet.
Der skal holdes skarpt øje med dyrenes trivsel og pleje, og vi skal turde sige fra, når naturen og vores lokalområder bliver ofret for symbolpolitik opfundet på et 4. sals kontor i København.
Vi kan godt have en pæn by og en sund natur – samtidig. Det kræver bare, at vi tager ansvar og viser, at Randers stadig kan og vil være Kronjyllands smukke hovedstad.


