Læserbrev af Louise Reincke, Randers
Forestil dig at være 17 år og drømme om gymnasiet sammen med dine venner. Forestil dig så at få at vide, at du ikke hører til. For mange unge med særlige behov i Randers er det virkeligheden.
Derfor er det svært at tage alvorligt, når skole- og uddannelsesformand Lise-Lotte Leervad Larsen roser ASF-klasserne på Paderup Gymnasium. For i de seneste otte år har hun selv stået i spidsen for de besparelser, der har ramt specialområdet – ikke mindst Randers Specialskole.
Vi ved, at når børn med særlige behov får det rette skoletilbud fra starten – med de nødvendige ressourcer – så kan de ofte komme videre i uddannelse. Den tidlige indsats virker. Men i Randers er det modsatte sket: nedskæringerne har betydet færre tilbud, færre muligheder og i sidste ende færre unge i uddannelse.
På Randers Specialskole er ressourcerne smurt så tyndt ud, at der nu bygges fire meter høje hegn, og medarbejderne går med overfaldsalarmer. Det er ikke børnenes skyld. Det er konsekvensen af en politik, hvor Lise-Lotte selv har været med til at skære ned.
Så ja – hvor glat har man egentlig lov at være? Flotte ord kan ikke dække over virkeligheden. Skal vi give alle børn en chance, kræver det investeringer, prioriteringer og respekt. Alt andet er svigt.
