9.7 C
Randers
torsdag, oktober 16, 2025

Debat: Ingen børn skal stå udenfor

Læserbrev af Rosa Lykke Yde, byrådsmedlem for SF i Randers Kommune, formand for Socialudvalget, medlem af Økonomiudvalget

Forskning viser tydeligt, at bare ét år i fattigdom kan sætte spor i et barns liv. Det handler ikke kun om penge, men om muligheder. Om at kunne være med, når kammeraterne går til fodbold, spejder eller musik. Om at have noget at glæde sig til og et fællesskab, hvor man bliver set og hører til.

I SF mener vi, at ingen børn i Randers skal stå udenfor, fordi deres familie ikke har råd. Alle børn skal have mulighed for et aktivt fritidsliv med fællesskab og glæde. Derfor ønsker vi, at det skal være lettere at få tilskud til kontingenter og udstyr, så alle kan være med.

Randers Kommune gør allerede en stor indsats med projektet Fritid for Alle, der hjælper børn og unge ind i foreningslivet og støtter med både udstyr, kontingent og tryg opstart. Flere lokale foreninger tager også et stort socialt ansvar og gør en forskel for børn, der ellers risikerer at blive stående udenfor.

Mange sociale foreninger er afhængige af §18-midlerne, som der lige nu lægges op til at spare på. Det vil være et stort tilbageskridt. Hvis vi virkelig mener, at børn skal trives og udvikle sig på lige fod, må vi investere i de fællesskaber, der løfter dem.

I SF tror vi på forebyggelse og fællesskab. Når vi støtter børn i at være en del af foreningslivet, skaber vi trivsel og sammenhængskraft. Det er godt for børnene, for familierne og for hele Randers. Fattigdom må aldrig være årsagen til, at et barn ikke kan være med.

Relaterede artikler

Nyeste artikler