Læserbrev af Erik Bo Andersen, byrådsmedlem for Borgerlisten Østbroen
Inklusion i Randers Kommune lyder flot på papiret – et skolesystem, hvor alle børn kan være en del af fællesskabet. Men i praksis er det blevet synonymt med besparelser, der presser lærere, forringer undervisningen og svigter de børn, der skulle have haft reel støtte.
Den seneste udvikling i Randers, hvor specialtilbud skæres ned med 18,5 mio. kr., og stoppes ned i folkeskolens budget uden tilførelse af nye penge, og hvor man så forventer af folkeskolen, at rumme børn med alt fra autisme til massiv skolevægring, viser med al tydelighed, at det ikke handler om, hvad der er bedst for børnene – men om hvad der er billigst for kommunen.
Lærere, der i forvejen løber stærkt, får nu endnu flere komplekse opgaver uden de nødvendige ressourcer eller specialpædagogiske kompetencer. Det er ikke et spørgsmål om gode intentioner, men om pædagogisk realisme: Det kræver specialiserede kompetencer at undervise børn med særlige behov. Det kræver mere tid til den enkelte, tid som en folkeskole lærer ikke har i forvejen.
At skære i specialtilbud og ressourcer svarer til at bede en fodboldtræner om at undervise i klassisk ballet – uden at give træneren ekstra tid eller redskaber til opgaven. Konsekvenserne er allerede tydelige. Lærere forlader folkeskolen, forældre der flytter deres børn i privatskole, forældre der kæmper med et system, der ikke lytter, og børn der bliver tabt, fordi de ikke får den nødvendige støtte.
For nogle børn er en almindelig folkeskoleklasse ganske enkelt ikke den rette løsning. At insistere på at inkludere alle for enhver pris er ikke næstekærlighed – det er omsorgssvigt.
Randers har brug for en ny tilgang til inklusion. En tilgang, hvor vi ikke blot placerer børn i almindelige klasser og håber på det bedste, men hvor vi sikrer dem den støtte, de faktisk har brug for. Det kræver flere ressourcer til specialtilbud, bedre efteruddannelse af lærere og en erkendelse af, at ikke alle børn lærer bedst på samme måde.
Flere vil gøre det til en økonomisk kamp om den almene folkeskole versus specialskole og intet er mere forkert, for økonomierne skal være adskilt og i stedet skal der ses på behovet.
Sand inklusion handler ikke om at presse alle ned i samme form. Sand inklusion er at give hvert barn den bedste mulighed for at trives. Skal vi være en kommune, der investerer i vores børns fremtid – eller en kommune, der kun tænker på næste budgetregnskab?
