16.3 C
Randers
mandag, september 1, 2025

Debat: Landdistrikter, vind og sol

Læserbrev af Henrik Leth – kandidat til byrådet (S), Skytten 130, Randers

Debatten om affolkning af landdistrikterne peger alt for ofte på vindmøller og solceller som syndebukke. Men lad os være ærlige: Det er ikke grøn energi, der tømmer landsbyerne – det er landbrugets strukturudvikling.

I 1946 arbejdede over en halv million danskere i landbruget. I dag er tallet nede på omkring 50.000, heraf mange udenlandske medarbejdere – blot få procent af arbejdsstyrken. I samme periode er slagterier lukket på stribe. Ikke fordi der er færre svin, men fordi produktionen flyttes ud af landet. Når et slagteri lukker, mister lokalsamfundet arbejdspladser, identitet og økonomi. Det er her kernen til affolkningen ligger.

Vind og sol er derimod en del af løsningen. Vi får brug for masser af grøn energi – til fjernvarme, industri og hverdagsliv. Derfor skal vi både udnytte tagflader, havvind og åbent land. Udfordringen er at finde den rette balance, så lokalsamfund styrkes i stedet for at udhules.

De reelle gener på landet kommer ikke fra vindmøller eller solanlæg, men fra stanken, støjen og forureningen fra enorme husdyrfabrikker. Derfor er det misvisende at dæmonisere grøn energi.

Hvis landdistrikterne skal have en fremtid, må vi turde se realiteterne i øjnene – og satse på løsninger, hvor landbrug, energi og lokalsamfund udvikler sig bæredygtigt side om side.

Relaterede artikler

Nyeste artikler