Læserbrev af Erik Humblebug, cand.agro., Nattergalvej 19, 2. tv., 8900 Randers C
En undersøgelse, som Psykiatrifonden har lavet sammen med SIND viser, at mennesker bliver syge i det kommunale jobcenter. Jobsøgende føler generelt ikke at medarbejderne anerkender deres kompetencer. Og samtidigt føler de ledige ikke, at de i tilstrækkelig grad bliver taget med i planlægningen af deres jobsøgning. Det samme viser en undersøgelse, som Randers Kommune har lavet af Jobcenter Randers. Vi mangler i skrivende stund at høre, hvad der kom ud af den kritik, som undersøgelsen var et udtryk for.
Nu jubler Diana Opperby Christensen her i News Netavis over, at Randers Kommune snart får mulighed for at nedlægge Jobcenter Randers og oprette en ny afdeling, der skal stå for jobformidlingen her i Randers Kommune.
Den dag, Jobcenter Randers bliver nedlagt, oprettes der altså en ny afdeling “Jobformidlingsafdelingen Randers” med de samme medarbejdere, som der er i Jobcenter Randers uden noget som helst fokus på den måde, som jobformidlingen foregår på.
Når jeg hører undskyldningen for, hvorfor det står så skidt til, hører jeg altid, at det er lovgivningen, der foreskriver, at tingene er, som de er. Det tvivler jeg på.
Hvis du læser lovgivningen og den vejledning, der er på jobformidlingsområdet, er der allerede i dag lagt op til, at kommunens hjælp til ledige borgere skal tage udgangspunkt i borgeren selv. Og den indsats, som der laves, skal tage udgangspunkt i den plan, der laves fra starten. Det sker kun i ganske få tilfælde. Personligt tvivler jeg på, at det er det store problem, at en borger får tilsendt en vejledning en gang om året, hvor der står, hvilke sanktioner, som borgeren kan blive udsat for, hvis vedkommende ikke lever op til de aftaler, som vedkommende har lavet med kommunen. Problemet opstår først, når borgeren bliver pålagt noget direkte mod vedkommendes vilje, som regel uden nogen som helst saglig forklaring.
For nogle år siden viste DR et program, hvor vi klart kunne se, hvordan en jobkonsulent arbejder. Temaet var “hvad sker der, hvis en jobkonsulent kun har fire borgere?” Og DR syntes selv, at programmet viste, at det var vejen frem. Ser vi objektivt på det, er sagen bare en anden. For jobkonsulenten hjalp reelt kun én af de fire i arbejde.
Jobkonsulenten fik overbevist en borger om, at hun ikke skulle søge tilbage i jobbet som pædagog. I stedet fik hun et stort kørekort og endte som buschauffør. En anden af de fire borgere fik mere selvtillid på et kort højskoleophold. Jobkonsulenten forsøgte først at få hende ud i en praktik på et plejehjem, senere i en virksomhedspraktik i en privat virksomhed. Til sidst blev hun så træt af det hele, at hun gik over og fandt selv et arbejde med salg og administration. En anden borger nåede at få en sanktion. For mens jobkonsulenten havde rigeligt med tid til at tage ud til den anden borger og øve i at sige “Hej. jeg hedder … har du et arbejde til mig?”, havde hun ikke tid til at tage ud til den
tredje borger og hjælpe ham med at skrive de to ansøgninger, som han skulle.
Da han selv fandt en praktik, sagde kommunen nej. Og i stedet blev han visiteret til en nyttetjeneste, hvor han gratis skulle potte planter til kommunens gartneriafdeling. Han endte med selv at finde en stilling som sælger for et teleselskab. Mod slutningen af udsendelsesrækken, blev den fjerde borger inviteret ud på samme plejehjem, hvor den anden borger også havde været. De ville ikke have hende, fordi hun ikke talte dansk.
Så syntes jobkonsulenten, at hun skulle tage et danskkursus. Men hun havde ikke selv tid til at hjælpe med det. For nu var forløbet ved at være færdigt.
Jobkonsulenten arbejdede 37 timer om ugen. Nu ved jeg ikke, hvad andre opgaver, hun havde. Men jeg kan ikke lade være med at tænke “hvad lavede hun resten af tiden?”
Nu kalder Diana Opperby Christensen sig selv for mønsterbryder. Men ud fra det, som jeg kan se, er hun uddannet socialrådgiver. Hun har arbejdet i Favrskov Kommune, og er nu borgerrådgiver i Mariagerfjord Kommune. Desuden er hun medlem af Socialdemokratiet som står i spidsen for det flertal, som der er i Byrådet i Randers Kommune.
Da den nye direktør for Social og Arbejdsmarked blev ansat, udtalte kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt, at han var glad for, at Randers Kommune havde fundet en intern kandidat. Så kendte hun nemlig kulturen. Derfor er der ikke noget nyt under solen, uanset om vi kalder en afdeling for Jobcenter Randers eller Jobformidlingsafdelingen Randers.
Randers Kommune er indstillet på at bevare en kultur, hvor det er påvist, at der også er borgere, der er blevet syge i systemet.
Jeg arbejder hver dag på selv at blive en mønsterbryder. Men det er jeg først den dag, da jeg har fået overbevist andre om, at de skal anerkende de kompetencer, som jeg har vist på det danske arbejdsmarked.
At være mønsterbryder betyder nemlig for mig at bryde mønstre. Hvis Randers Kommune viser mig, at de formår at ændre en kultur med hensyn til, hvordan jobformidlingen i Randers Kommune foregår på, må de for min skyld gerne beholde opgaven. Ellers må vi have andre til det.
