15.1 C
Randers
mandag, november 25, 2024

Debat: Mette Frederiksen og regeringen har igen svigtet!

Læserbrev Nick Zimmermann, medlem af Folketinget for DF

Borgerne i Ølst står stadig med konsekvenserne af jordskredet, og hvad gør regeringen?

Ingenting!

Først lovede Mette Frederiksen, at alt skulle undersøges til bunds – at borgerne kunne regne med støtte og klarhed. Men hjælpen kom aldrig. Nu nægter regeringen endda at tage ansvar for en sundhedsundersøgelse af de berørte familier.

Hvad blev der af de mange løfter? Det er ikke nok, at Randers Kommune kæmper alene. Borgerne kan ikke klare denne her katastrofe på egen hånd. Der er tale om en sundhedstrussel for dem, der bor i området, og regeringen vælger bare at vende ryggen til.

Det er ikke kun uansvarligt – det er et direkte svigt. Hvordan kan regeringen forsvare, at man nægter at gribe ind og undersøge sagen? Hvorfor afviser regeringen konsekvent at tage affære? Det er simpelthen uforståeligt og uacceptabelt. Vi er vidner til en regering, der konsekvent nægter at tage ansvar.

Først lovede Mette Frederiksen, at Randers Kommune ikke skulle stå alene – det viste sig også at være løgn.

Nu afviser regeringen sågar sundhedsundersøgelser for de borgere, der er blevet påvirket af katastrofen. Det er kynisk, uretfærdigt og direkte uforsvarligt. Hvor mange flere løfter skal Mette Frederiksen bryde, før regeringen vågner op og handler? Borgerne i Ølst fortjener mere end tomme ord – de fortjener reel hjælp, og de fortjener den nu! Det er på tide, at regeringen viser ansvar, ikke bare overfor deres egne politiske kriser, men overfor de mennesker, der står midt i en katastrofe. Borgerne i Ølst har krav på handling.

Ikke flere løfter, ikke flere undskyldninger – de har krav på handling nu!

Læs også
Ingen vil tage opgaven med sundhedsundersøgelse i Ølst

Relaterede artikler

Nyeste artikler