Læserbrev af Erik Bo Andersen, byrådsmedlem for Østbroen
Jeg må indrømme, jeg trak lidt på smilebåndet, da jeg læste Mogens Nyholms læserbrev om det dårlige samarbejde i Randers Byråd. For der skal godt nok være kort hukommelse, hvis man efter 20 år i byrådet stadig kan få sig selv til at pege fingre ad alle andre – og kalde sig selv løsningen på det hele.
Nyholm skriver, at kulturen i byrådet er håbløs, at samarbejdsklimaet er trist, og at uro og konfrontationer ødelægger kommunens omdømme. Ja, det kan da godt være. Men hvem har egentlig været med til at forme den kultur gennem to årtier? Det virker ærlig talt som at smide benzin på bålet og bagefter brokke sig over, at der er ild. At placere sig selv som den eneste, der kan løse problemerne, mens alle andre fremstilles som uansvarlige, populister, uromager og konfronterende mv. er ikke opskriften på samarbejde – det er definitionen på selvretfærdighed.
Alle, der har overværet et byrådsmøde, ved, hvordan det kan se ud: afbrydelser, himmelvendte øjne, formanende ord, kast med briller og småpropper på bordet, når tonen ikke passer. Hvis det virkelig er sådan, man vil opdrage kolleger til at samarbejde, kan man godt forstå, at frustrationen hober sig op. Det er ikke konfrontation for konfrontationens skyld – det er et signal om, at man ikke føler sig hørt, når tonen er præget af nedladenhed og selvpromovering.
Nyholm skriver om behovet for ”resultatorienterede politikere” og advarer mod de, han kalder ”Rasmus Modsatter” – dem, der tør stille kritiske spørgsmål eller have en anden mening. Men demokrati og samarbejde handler ikke om, at alle skal sige ja til én persons idéer. Det handler om dialog, respekt og evnen til at finde løsninger sammen.
Hvis vi virkelig ønsker et byråd, hvor samarbejde og respekt går hånd i hånd, starter det med, at alle – også de mest erfarne – begynder med at lytte til hinanden i stedet for at pege fingre. At indrømme, at man selv kan være en del af problemet, er ikke et tegn på svaghed, men på modenhed. Måske ville tonen ændre sig, hvis den selvudnævnte ”redningsmand” begyndte at gå foran med respekt og ydmyghed frem for formaninger og skarpe vurderinger af andre.
Kommunens borgere fortjener et byråd, der kan samarbejde uden at spille magtspil og uden at gøre sig selv til dommer over andre. Randers har brug for politikere, ikke kun vil sig selv og deres egen erfaring eller deres egen ”realpolitik”.
