13 C
Randers
onsdag, oktober 7, 2026

Debat: Når forsamlingshuset lever, lever landsbyen

Læserbrev af Anne Hjortshøj, byrådsmedlem og medlem af Landdistriktsudvalget, Socialdemokratiet

Når man bor i en landsby, ved man, hvor meget det lokale forsamlingshus betyder.

Det er ikke bare en bygning. Det er stedet, hvor vi mødes til fællesspisning, generalforsamlinger, gymnastik, kortspil, foredrag, børneaktiviteter og meget mere. Det er en ramme om de fællesskaber, der får en landsby til at hænge sammen.

Netop derfor har Socialdemokratiet gennem flere år haft fokus på, hvordan vi kan styrke forsamlingshusene og de lokale fællesskaber. Nu tager vi endnu et konkret skridt.

For en lille lokal forening kan det nemlig være svært at finde penge til at leje et forsamlingshus. En gennemsnitlig dagsleje ligger omkring 2.200 kroner, og det kan være mange penge for en forening, der drives af frivillige kræfter.

Derfor er vi glade for, at foreninger i landsbyerne nu får mulighed for at afprøve en kompensationsordning, som skal gøre det lettere at bruge forsamlingshusene til lokale aktiviteter.

I Landdistriktsudvalget har vi sat gang i en seks måneder lang forsøgsordning, hvor kommunen kan kompensere forsamlingshusene for de udgifter, der følger med foreningernes brug – blandt andet rengøring, vand og elektricitet.

Der er afsat 50.000 kroner fra Landdistriktspuljen til forsøget.

Det er ikke en kæmpe stor pulje. Men det er et konkret skridt i arbejdet med at skabe mere liv i vores mindre lokalsamfund.

For Socialdemokratiet handler det om noget helt grundlæggende: Vi skal gøre det lettere at være frivillig og skabe fællesskaber lokalt.

I mange af vores mindre lokalsamfund findes der ikke kommunale lokaler, som foreningerne kan låne gratis, sådan som der er mulighed for i Randers. Her kan forsamlingshuset være den naturlige ramme om aktiviteterne.

Samtidig har flere forsamlingshuse selv efterspurgt mere aktivitet. Derfor kan ordningen forhåbentlig blive en win-win: Foreningerne får bedre muligheder for at mødes, mens forsamlingshusene får mere liv og aktivitet.

Vi skal selvfølgelig også være realistiske. Ordningen skal administreres, og det kræver tid og ressourcer. Derfor er det fornuftigt at starte med et forsøg, lære af erfaringerne og derefter tage stilling til, hvordan ordningen eventuelt skal fortsætte.

Men vi håber, at mange lokale foreninger og forsamlingshuse vil gribe muligheden.

For når vi investerer i foreningslivet, investerer vi i noget, der er svært at sætte en pris på: fællesskab, frivillighed og tilhørsforhold.

Vi skal have mere liv i vores landsbyer. Og forsamlingshusene er en vigtig del af det liv.

Relaterede artikler

Nyeste artikler