Læserbrev af Pia Carøe, kandidat til byrådet i Randers for Østbroen
Jeg har besøgt René og hans familie. René bor i et skønt hus i et af Randers Kommunes landdistrikter.
Han er 56 år, tidligere pædagogisk assistent, og har siden 2020 levet med sygdommen ALS. I dag er han fuldstændig afhængig af hjælp døgnet rundt. Han sidder i en el-kørestol, er tilkoblet respirator og har ingen kropsfunktioner tilbage, men hans mentale tilstand og tale fungerer, som altid. At leve med ALS er som at være fanget i sin egen krop.
René har indrettet sig i stueetagen med eget værelse og badeværelse. Men pladsen i badeværelset er efterhånden for trang til at kunne opfylde hans behov – både af hensyn til hygiejne, værdighed og arbejdsmiljø for hjælperne.
Derfor har han ansøgt Randers Kommune om en platformslift, så han kan bruge et større badeværelse på 1. sal, eller alternativt om hjælp til at udvide badeværelset i stueetagen.
Ansøgningen blev afslået
Kommunen vurderer, at der ikke er behov for ændringer, da René kan sengebades i sit soveværelse.
Men hvor er værdigheden i, at et menneske skal sengebades, fordi der ikke er plads til et ordentligt bad?
Og hvor bliver hensynet til arbejdsmiljøet for hjælperne af?
Randers Kommune afsætter hvert år millioner til prestigeprojekter – mens borgere som René får nej til den hjælp, der kan gøre livet lidt mere værdigt.
Hvor er moralen, etikken og respekten for mennesket i det? Er det sådan, vi vil behandle vores medborgere?
Jeg er i besiddelse af kommunens skriftlige afgørelse, som bekræfter afslaget.
René har givet sit samtykke til, at jeg deler hans historie. For ham og mange andre i lignende situationer, fortjener at blive hørt.
Jeg ønsker, sammen med Randers’ borgere, at vi bevæger os i en ny retning – en retning hvor mennesker, værdighed og omsorg betyder mere end prestigeprojekter.
