Læserbrev af Nicolai Estrup, regionsrådskandidat for Dansk Folkeparti i Region Midtjylland
Nordic Waste skandalen i Randers har for alvor rystet borgernes tillid til myndighedernes evne til at beskytte vores miljø. Den har vist, hvad der sker, når ansvaret for forurenet jord ligger spredt ud mellem flere instanser, og ingen tager det fulde ansvar, når noget går galt.
Desværre ser vi nu, at skandalen trækker tråde længere ud i landet. I Silkeborg står den såkaldte Støjdrage en enorm jordbunke bestående af forurenet jord fra Nordic Waste. Sammen med DF’s næstformand Majbritt Birkholm og regionsrådskandidat Charlotte Aaby har jeg besøgt området for selv at se omfanget af problemet.
Flere kilder peger på, at jorden kan indeholde materiale fra Mette Frederiksens minkbegravelse og hvis det viser sig at være sandt, er det dybt bekymrende. Det er endnu et tegn på, at der mangler overblik, kontrol og klare rammer for, hvordan vi håndterer farligt affald og forurenet jord i Danmark.
I Dansk Folkeparti mener vi, at regionerne skal have det fulde ansvar for håndteringen af forurenet jord. I dag er ansvaret delt mellem stat, kommuner og regioner og det er netop denne uklare ansvarsfordeling, der skaber problemer. Når mange har lidt af ansvaret, ender det ofte med, at ingen tager det hele.
Regionerne har både den faglige ekspertise og det geografiske overblik, der skal til for at sikre en ensartet og ansvarlig håndtering på tværs af kommunerne. De skal have mandat til at reagere hurtigt, stille krav, og sikre gennemsigtighed, når der opstår sager som Nordic Waste.
Ingen familier i Region Midtjylland skal skulle bekymre sig om, hvad der gemmer sig under deres fødder. Det handler ikke kun om miljø det handler om tryghed, sundhed og tillid.
Vi skylder borgerne at tage miljøansvaret alvorligt og at få ryddet op ikke kun i jorden, men også i ansvarsfordelingen. Nordic Waste skandalen må blive et vendepunkt. Det skal ikke kunne ske igen.