Læserbrev af Lise-Lotte Leervad Larsen og Anne Hjortshøj (Socialdemokratiet), Tommy Bødker Jensen (Venstre) og Magnus Bigum (Danmarksdemokraterne). Alle byrådsmedlemmer og medlemmer af Børn- og Skoleudvalget i Randers Kommune.
Alt for mange vuggestuer og børnehaver er pressede. Der mangler hænder. Og samtidig bliver det dyrere og dyrere at få passet sit barn. Det er virkeligheden for mange børnefamilier – også her i Randers Kommune.
Derfor var det rigtigt og nødvendigt, da Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne og Konservative med finansloven for 2026 vedtog en børnepakke. Den giver kommunerne penge til:
● Mere pædagogisk personale i vuggestuer og børnehaver • Og en lavere forældrebetaling
Lovkravene om lavere betaling og bedre normeringer gælder først fra 2027. Ikke fordi nogen synes, det er en god idé at vente – men fordi der er noget formelt lovarbejde, der først skal falde helt på plads. Alligevel har partierne bag finansloven besluttet at sende penge ud til kommunerne allerede nu. For Randers Kommune betyder det, at 29,2 millioner kroner ekstra i 2026.
I Socialdemokratiet, Venstre og Danmarksdemokraterne deler vi ambitionen om, at det skal være billigere at få passet sine børn og at der skal være flere voksne tæt på børnene i hverdagen.
Derfor stillede vi forslag om, at forældrebetalingen sættes ned fra 1. marts 2026 med: 456 kr. i dagplejen • 430 kr. i vuggestuen • 257 kr. i børnehaven
Samtidig får vores daginstitutioner 14,5 millioner kroner ekstra i 2026 til at ansætte flere pædagogiske medarbejdere. Rekrutteringen er allerede i gang, så børnene får flere voksne omkring sig i hverdagen.
Politik, der gør en forskel
Vi i Socialdemokratiet, Venstre og Danmarksdemokraterne er glade for, at resten af Børn- og Skoleudvalget bakker op om forslaget – og vi håber selvfølgelig, at byrådet også bakker op, når sagen skal behandles den 23. februar.
Tak til vores lokale folketingsmedlem Malte Larsen for samarbejdet.


