Læserbrev af Nicolai Estrup, formand og byrådskandidat for Dansk Folkeparti Randers
Morten Messerschmidt angribes i disse dage for sin holdning til Ukraine-konflikten, hvor han argumenterer for, at en diplomatisk løsning bør overvejes. Kritikken går på, at han enten skulle manipulere med fakta eller dele synspunkter med Trump og Putin. Men den kritik er både unuanceret og misvisende.
Krigen i Ukraine kan ikke kun vurderes ud fra territoriale gevinster. Ifølge uafhængige kilder, herunder amerikanske efterretninger, har både Ukraine og Rusland lidt massive tab, og frontlinjen har i lange perioder været fastlåst uden afgørende gennembrud. En fortsat krig uden realistiske udsigter til ukrainsk sejr kan derfor føre til unødige lidelser for civilbefolkningen og en yderligere udmattelse af Vesten, både økonomisk og militært.
Flere internationale eksperter, herunder tidligere amerikanske forsvarschefer som Mark Milley, har peget på, at en forhandlingsløsning på et tidspunkt bliver nødvendig. Det betyder ikke, at Ukraine skal tvinges til at overgive sig, men at realpolitik må spille en rolle i vurderingen af, hvordan krigen kan afsluttes på en måde, der minimerer tabene og sikrer en stabil fremtid for både Ukraine og Europa. Det er et synspunkt, der deles af flere vestlige politikere, herunder ledere i Frankrig og Tyskland, der i stigende grad har åbnet for diplomatiske løsninger.
Kritikken af, at Messerschmidt skulle gå imod folkeretten og Nato-principper, er også en forenkling. Nato er en forsvarsalliance, der ikke har en entydig strategi for Ukraine, da medlemslandene har forskellige synspunkter. Mens nogle lande, som USA og Storbritannien, støtter en fortsat krigsindsats, har andre nationer i højere grad opfordret til diplomati.
At sammenkæde Messerschmidts synspunkter med Trump og Putin er derfor en retorisk manøvre, der ikke nødvendigvis afspejler virkeligheden. Han argumenterer for en realpolitisk tilgang til konflikten, hvor man tager højde for de menneskelige og strategiske konsekvenser af en langvarig krig. Det er en legitim holdning, som også deles af flere vestlige beslutningstagere, og den bør indgå i debatten om, hvordan Vesten bedst kan støtte Ukraine – både nu og på længere sigt.
