10.8 C
Randers
onsdag, oktober 8, 2025

Debat: Randers – et godt sted at bo hele livet

Læserbrev af Rosa Lykke Yde, borgmesterkandidat for SF i Randers Kommune

Den 23. oktober deltog jeg i en ældrepolitisk debat arrangeret af Ældrerådet, Ældresagen Randers og Faglige Seniorer. Tak for et stærkt initiativ og mange kloge spørgsmål.

Vi kom vidt omkring og samtalen viste tydeligt, at ældreområdet kræver politisk opmærksomhed og handling.

Der blev blandt andet peget på behovet for faste teams i hjemmeplejen, så ældre møder kendte ansigter og oplever tryghed i hverdagen. Vi talte om nødvendigheden af tidssvarende ældreboliger, som en almindelig folkepensionist har råd til, og vi drøftede ønsket om flere sociale aktiviteter. SF ønsker en reel ensomhedsreform, fordi alle har ret til fællesskaber også de ældre.

Samtidig skal vi have færre vikarer og flere faste, dygtige fagfolk i plejen – med bedre arbejdsmiljø og mere anerkendelse. Velfærdsteknologi kan være en hjælp, men det skal altid være et frivilligt tilbud, aldrig en erstatning for menneskelig omsorg.

Og så er jeg særligt glad for, at vi med den nye budgetaftale nu genåbner to af de lukkede cafetilbud. Det er et vigtigt skridt for at styrke fællesskabet og give plads til livsglæde i hverdagen.

SF’s mål er klart: Randers Kommune skal være et godt sted at bo hele livet – også når vi bliver ældre. Vi arbejder for værdighed, tryghed og fællesskab i ældreplejen.

Tak til arrangørerne – og til alle jer, der holder fast i, at ældreområdet fortjener politisk prioritet.

Relaterede artikler

Nyeste artikler