Læserbrev af Frank Nørgaard, byrådsmedlem og spidskandidat for Dansk Folkeparti, KV25
Vedvarende energi er et vigtigt emne i denne valgkamp, og det bliver uden tvivl et af de helt store temaer i de kommende fire år i Randers Kommune.
Men mens de fleste af os bakker op om grøn omstilling, så er det på tide, at vi også taler om grænserne for rimelighed.
Randers Kommune ligger allerede i top 3 i landet, når det gælder produktionen af vedvarende energi. Vi har vindmøller, solcelleanlæg og biogasanlæg spredt ud over store dele af kommunen. Borgerne i Randers har taget ansvar, og vi har leveret vores bidrag til den grønne omstilling – i langt højere grad end mange andre kommuner.
Alligevel bliver der nu presset på for endnu et kæmpeprojekt – blandt andet det planlagte energiområde ved Overgaard Gods. Her er der tale om et anlæg i en størrelsesorden, som vil påvirke både landskabet, naturen og beboerne i området markant. Projektet bliver præsenteret som et skridt mod en grønnere fremtid, og der lokkes med arbejdspladser og udvikling, men for mange lokale fremstår det snarere som et tegn på grådighed: store aktører, der ser en mulighed for gevinst, mens lokalbefolkningen betaler prisen.
Det er dybt problematisk, når kommunens landdistrikter gang på gang bliver brugt som energighetto for storbyernes energibehov. For hvor mange kæmpeprojekter skal Randers landdistrikter egentlig huse, før det er nok?
Hvorfor skal de samme borgere leve med støj, skyggekast, tung trafik og ødelagt natur – mens gevinsten havner i lommerne på investorer, der bor langt herfra?
Grøn omstilling må aldrig blive et spørgsmål om hvem der kan bære mest, men om at alle bærer deres del. Derfor siger jeg klart og tydeligt: Randers Kommune har taget sin del. Nu må andre kommuner tage over. Dette bringer mig til, at et flertal i Randers Byråd har vedtaget en Energistrategi (endelig vedtaget den 31. marts 2025) som åbner op for, at Randers skal være eksportør af grøn energi!!! Det betyder, at politikere med hang til at neje og bukke for klimafantaster kunne fristes til at lægge stemmer til enorme udvidelser og nyetablering af vindmøller og solceller rundt i vores skønne landdistrikter. Det bliver et ”Nej tak” herfra, og jeg må opfordre til at tjekke referater fra tidligere afstemninger for at få vished over hvem der tidligere har stemt for disse enorme anlæg.
Jeg er ikke modstandere af grøn energi. Men jeg er modstander af en politik, der ikke tager hensyn til de mennesker, der skal leve midt i konsekvenserne. Den grønne omstilling skal ske med respekt for lokalbefolkningen, for naturen og for vores fælles landskab – ikke med en bulldozer gennem lokalsamfundene.
Når kommunalpolitikerne i den kommende valgperiode diskuterer nye energiprojekter, bør de huske, at Randers allerede har leveret mere end sin rimelige andel. Nu handler det om at sige fra, stå vagt om borgerne – og kræve en mere retfærdig fordeling i den nationale energipolitik.
