16.3 C
Randers
lørdag, august 23, 2025

Debat: Randers skal have en ny retning

Læserbrev af Erik Bo Andersen på vegne af Østbroen

Kommunalvalget i Randers sælges af flere som “en ny retning”. Men lad os være ærlige: vi har hørt det før. Spørgsmålet er, om det denne gang også ender med mere af det samme.

For spillet har det med at være aftalt i kulisserne. Socialdemokratiet og Venstre har gennem tider fordelt byttet:
 • Bliver der rødt flertal, skal Torben Hansen være borgmester – med støtte fra Venstre.
 • Bliver der blåt flertal, går posten til Claus Berggren – med støtte fra Socialdemokratiet.

Som om vælgerne i Randers blot er statister i et teaterstykke, hvor de store partier spiller hovedrollerne og deler posterne imellem sig, mens de mindre partier får et par kagekrummer for at holde masken. Vi så det på valgnatten, vi har set det i budgetterne – og vi ser det igen nu.

Hvis vælgerne virkelig ønsker forandring, skal de stemme anderledes end de plejer. Ellers får Randers mere af det samme, hvor S og V fortsætter med at styre magten efter gammel blokpolitik. Tallene om fordeling af borgmester, konstitueringer og budgetforlig taler sit tydelige sprog og ikke fra afstemningsstatistikkerne i denne byrådsperiode der viser tydeligt, hvor lidt forskel der reelt er mellem dem.

Tallene afslører skinmanøvren:
 • 1085 afstemninger i byrådet.
 • 97,32 % enighed mellem S og V.
 • Kun 29 sager, hvor Venstre ikke stemte som Socialdemokratiet.

Med andre ord: Uanset om det er S eller V i borgmesterstolen, får Randers stort set det samme. “Ny retning” er blot gammel vin på nye flasker. En stemme på S er en stemme på V – og omvendt.

Nationalt ser vi samme tendens: Socialdemokratiet og Venstre deler magten i regering, selvom de tidligere kaldte hinanden hovedmodstandere. Lokalt i Randers er mønstret det samme: forskellene udviskes, og vælgerne efterlades uden reelle alternativer.

Ny retning til KV25 er eneste rigtig vej frem – start forfra, fokuser på de problemer der virkelig er i Randers kommune og lav et samarbejde, også med dem man er uenig med, for det er det alle gerne vil, et Randers som fungerer, er rart at bo i og hvor velfærd skabes med økonomisk ansvarlighed.

Ny retning kræver nye samarbejder og brede løsninger, der involverer flere partier og lister.
I Østbroen er vi sammen med andre, klar til en ny retning. Er nuværende flertal klar?

Randers fortjener en ny retning og ikke mere af det samme.

Relaterede artikler

Nyeste artikler