Læserbrev af Simon Simonsen (M), Vester Boulevard 17, 8920 Randers NV
Alt medens tusindvis af fodboldfans støttede byens fantastiske fodboldhold mandag aften og sendte Brøndby slukøret hjem med ” god tur hjem” sangen, listede kommunens P-vagter rundt her på bl.a. Vester Boulevard og satte en gul P-afgift bag vinduesviskeren på alle biler, der uden at genere nogen havde parkeret på det grønne græsareal, som på østside findes mellem cykelsti og fortov.
På modsatte side mellem vejbanen og cykelsti. En græsrabat som lige nøjagtig passer til almindelig størrelse biler, som tilmed ikke hindrer passage af hverken udrykningskøretøjer, brandbiler eller for den sags skyld mere end 25 m lange modulvogntog på vejbanen, ligesom cyklister på cykelstien også har fri passage og det har de opstemte fans på gåben på fortovet også.
Javel, skiltningen på statsvejen siger ganske vist parkering forbudt, men behøver kommunen nidkært forfølge bilisterne, som ikke på nogen måde generer hverken den gennemgående trafik, cyklisterne, de gående eller os der bor her på vejen?
Nogen i den offentlige myndighed, nok borgmesteren tænker jeg, burde tage affære og sørge for at skiltene er dækket til under fodboldkampe? Vi vil vel gerne, at så mange som muligt har lejlighed til at komme og støtte holdet. Det er vel derfor kommunen har bygget det fine station, men desværre med alt for få P-pladser til succes.
Herre Alvilda, det drejer sig kun om at se gennem fingrene et par timer nogle håndfulde gange om året? Kan vi ikke det?