Læserbrev af Rasmus Bøgh Vinther, Stud. scient.pol. Gavnøvej 35, Randers NØ
Der er ingen tvivl om, at vi som samfund længe har gjort os selv en kæmpe bjørnetjeneste. Bilen, der engang var symbolet på frihed og revolutionerende i sig selv, er i dag blevet til det modsatte. Friheden bestod selvfølgelig i, at man nu kunne komme mange flere steder hen, og hurtigere – en kæmpe omvæltning. I dag er det næsten umuligt at leve et liv uden en bil. Det er selvfølgelig sat på spidsen, men i store træk er det meget svært, især hvis man ikke vil bruge oceaner af tid på at transportere sig selv.
Udviklingen er kun gået én vej, der er flere og flere biler. Det fører selvfølgelig kun én vej, der er mere og mere trængsel. Denne trængsel rammer også den offentlige transport. Så længe jeg har levet, og længe før det, har der hovedsageligt kun været én løsning på dette: Vi bygger flere veje og udvider de eksisterende. Men er det en god løsning? Det korte og lange svar er begge nej.
Det er bevist flere gange, og man har siden 1930’erne vidst, at denne løsning kun betyder, at der kommer endnu flere biler, og man kan igen løse problemerne ved at udvide vejen – en slags selvforstærkende effekt. Problemet er, at det selvfølgelig aldrig har været en god løsning. Det skal man bare gøre sig klart, at hvis man er tilhænger af flere og bredere veje, så er man også tilhænger af mere kø og døende byer.
Vi har også en klimakrise at løse, hvor biler i den grad står i vejen. Privatbilismen står for kæmpe udledninger. Hertil kan man så svare, at vi jo er i gang med at omlægge til elbiler. Det er rigtigt, men der er mange andre eksternaliteter, som biler står for. Blandt andet kan støj, produktionen og bortskaffelse samt ulykker nævnes. Men den byudvikling, som bilcentreret infrastruktur afføder, er helt central og ofte overset. I stedet for at bygge flere veje og udvide dem, skal vi fokusere på at bygge infrastruktur og byer, der i højere grad er til for mennesker. Det betyder flere gågader og cykelgader.
Den udvikling, som bilcentreret infrastruktur fordrer, er bedst eksemplificeret ved forstæder, der ligger længere ude, hvor vejnetværket gør det svært for offentlig transport at servicere effektivt. På engelsk hedder dette ”Suburban sprawl”. Der bedst kan betegnes som økonomisk insolvent. Denne udvikling forstærker netop privatbilismen. USA er et skrækeksempel på dette. Dette medfører selvsagt også øget trængsel, døende butikker mm.
Det betyder også, at de såkaldte parkeringsnormer som alle kommuner har skal afskaffes. Parkeringsnormer foreskriver hvor mange parkeringspladser der skal være pr. et eller andet. I Randers skal biografer fx have 1 parkeringsplads, pr. 12 siddeplads. I Svendborg, skal der være 1 parkeringsplads pr. 25 m2. En parkeringsplads er ca. 12 kvadratmeter, hertil skal der så yderligere være indkørsel og manøvreplads. Det indskrænker i den grad hvad man kan bruge de pågældende grunde til, og især i centrum af byer indskrænker det muligheden for at bygge nye, og på sigt deraf også billigere boliger.
Vi giver incitament til at bygge butikker og boliger længere væk fra vejkanten, således man skal krydse en ørken af asfalt. Det gør det mindre tilgængeligt for brugere af andre transportformer end bilen, og man kan sikkert allerede nikke genkendende til en indfaldsvej i sin egen by hvor parkeringspladsen er omtrent lige så stor som selve butikken. Parkeringsnormer skal derfor lade livet. Det er en outdated praksis, hvor der fuldstændig arbitrært fastsættes antal minimums parkeringspladser ud fra en mavefornemmelse
Se den udvikling Paris gennemgår i disse år, omlæggelse af veje, og store investeringer i cykelstier samt nedlæggelse af parkeringspladser. Det er den praksis vi skal adoptere i Danmark. Det er det eneste der virker. Det er omkostningsfuldt for samfundet og individet at vi er så bilafhængige. Samfundet kan spare masser af penge på at folk rykker over på cyklen, eller sammen i den offentlige transport.
Vi skal øge omkostningerne ved at køre bil, vi har simpelthen ikke råd til andet. Vi kan skele til økonomen Anthony Downs og hans bog ”Stuck in Traffic”. Han argumenterer for roadpricing, særligt skal det være mere omkostningsfuldt at benytte vejene (motorveje fx) i de perioder hvor der er flest biler. Generelt skal omkostningerne ved privatbilisme øges, det er den eneste måde vi kan komme i mål på. Samtidig skal vi gøre det billigere og nemmere at bruge den kollektive trafik. Vi skal investere i den kollektive trafik i stedet for konstant at slagte den. At decimere den kollektive trafik er utroligt kontraproduktivt. Vi ved at hyppige afgange særligt kan rykke folk over i bussen og toget samt øge passagertal. Derfor er den nedskæring vi ser ind i til sommer som særlig problematisk. Derfor skal vi være glade for, og understøtte den kommende letbane i hovedstadsområdet, Plusbussen i Aalborg, Letbanen i Odense og at letbanen i Aarhus kan binde hele Østjylland tættere sammen.
Vi skal bygge nye boligområder med kollektiv trafik in mente (Transit-oriented-devolpment), samt fortætte tæt på eksisterende og hyppige busruter, samt letbane. Det nytter ikke at vi laver snoede og kringlede veje og ikke bygger fortove, samt cykelstier i nye boligområder. De nye boligområder samt eksisterende skal i høj grad planlægges ud fra, tanken om, at daglige gøremål skal kunne opnås indenfor 15-20 minutters gang. Det betyder at vi kan have nabolag hvor man slet ikke behøver bil for at komme rundt.
Opsummerende kan det siges at vi har en masse knapper der skal trykkes på, og en masse værktøjer at bruge. Vi skal køre mindre i egen bil og i højere grad gå, cykle og tage bussen oftere. Alt andet er uansvarligt, jeg anerkender at det tager tid og at bilen lige nu er en nødvendighed for mange. Det ved jeg godt, men det er netop det jeg ønsker at ændre. Disse tiltag vil skabe bedre og mere levende byer, til gavn for alle.
