Debatindlæg af Arne Erikslev, Toldbodgade 21, Randers NØ
Der er megen berettiget fokus på iltsvind i vores farvande for tiden, og her forleden meldte DMI om en vandstand mellem 50-120 centimeter over normalen i Limfjorden, og som har forårsaget oversvømmelser på grund af regn og blæst.
Selv om der i Aalborg Kommune er separeret (kloak og regnvand) for mellem 65 og 70 procent af alle husstande, så dels løber der direkte kloakvand ud i fjorden og under store regnskyl kan kloaksystemet/rensningsanlæg ikke klare mængderne af vand og via ’overløbsbygværker’, som kommunen har mere end 100 af den slags overløbsanlæg af, så bliver urenset kloakvand ledt direkte i Limfjorden.
Planen er – efter pres af byrådet fra borgernes side – at separationen skal være tilendebragt fra år 2065, altså om 41 år.
Ser man på landbruget, så er deres ’kloakker’ oplagret i kontrollerede gyllebeholdere, og den må kun udbringes, når afgrøderne har brug for det, og fra 1. oktober og frem til 1. februar er det direkte strafbart at udbringe den. Hertil kommer, at hvad der enten er tale om gylle eller indkøbt kunstgødning, skal der holdes regnskab med lovligheden, og hvis den overtrædes, så falder hammeren.
Så konklusionen er, at selvom landbruget bliver nedlagt, så vil det ikke hjælpe det store på iltsvindet/forureningen i vores farvande, som kan finde sted året rundt, og som bevirker, at havnebadet i Aalborg helt automatisk lukker ned i de perioder.
Med bopæl tæt på havneområdet her i Randers, så er oversvømmelse direkte et relevant risikoområde, hvor spørgsmålet så går på, hvordan det ser ud med forholdene her i relation til beskrivelsen fra Aalborg/Limfjordens forurening/iltsvind og i særdeleshed det kommende havnebad i Flodbyen?