Læserbrev af Merete Bak Laustsen, kandidat til byrådet for SF Randers
Som Leif Plauborg fra Randers Lærerforening for nylig påpegede, er udgifterne til tabt arbejdsfortjeneste eksploderet. Det er ikke kun et økonomisk problem – det er et tegn på, at alt for mange børn mistrives og ikke kan rummes i folkeskolen.
Det er ikke børnenes – og heller ikke forældrenes – skyld. Det er vores fælles ansvar at skabe rammer, hvor børn kan trives, og familier kan hænge sammen.
Alligevel fortsætter man i Randers med at kalde det inklusion, når man i praksis overlader ansvaret til lærerne uden at give dem de nødvendige rammer. Den nye handleplan, der skal inkludere alle børn i indskolingen, er et skræmmende eksempel. Det lyder smukt på papiret – men det er i virkeligheden en spareøvelse forklædt som pædagogisk vision.
Man kan godt skrive pæne handleplaner og tale om ambitioner, men hvis virkeligheden er, at børn mistrives, og lærerne står alene, så er det ikke en plan – det er en illusion.
Ægte inklusion handler ikke om, at alle børn skal gå i den samme skole. Det handler om, at alle børn skal have et skoletilbud, der understøtter deres trivsel og giver dem mulighed for at lykkes – uden årelang ventetid, sagsbehandling og kamp.
I Randers har man ovenikøbet indført det, der i praksis fungerer som en trappemodel for støtte: Man starter altid på laveste trin med mindst mulig hjælp og må derefter vente, evaluere og søge igen, før man kan få mere. Selv når det fra starten er tydeligt, at et barn har brug for massiv støtte, bliver familien sat til at vente, mens skolen og barnet kæmper med for lidt. Det er ikke bare urimeligt – det er skadeligt.
Og ja, det kræver investeringer at gøre det anderledes. Men de betaler sig – både i kroner og i liv. Hver gang et barn får den støtte, det har brug for, sparer vi udgifter til tabt arbejdsfortjeneste, specialforløb og afbrudte skolegange. Endnu vigtigere: vi forebygger, at familier går i stykker, og at børn mister troen på sig selv. Det burde ikke kræve mere end sund fornuft at se, at det er en god investering.
Der er masser, vi kan gøre. Vi kan begynde med at investere i flere uddannede speciallærere og psykologer i almenområdet, så hjælpen kommer, før problemerne vokser sig store. Vi kan give skolerne frihed og resurser til at finde lokale løsninger, der virker for deres elever. Og vi skal stoppe med at flytte penge rundt mellem konti og kalde det investering. Resurserne skal følge barnet – ikke forsvinde i tallene.
Det handler ikke om fine planer. Det handler om at give børnene den hjælp, de har brug for i tide.
