2 C
Randers
onsdag, februar 28, 2024

Debat: Større råderum til den enlige, arbejdende forsørger

Læserbrev af Malte Larsen, medlem af Folketinget for Socialdemokratiet, VesterBoulevard 29, Randers

I forrige uge præsenterede regeringen sit udspil til en ny skattereform. 

Udspillet er en del af 2030-planen, og jeg synes, at regeringen har ramt en god og fornuftig balance, når det handler om forholdet mellem investeringer i velfærd og de aftalte skattelettelser fra regeringsgrundlaget.

Vi investerer mange flere penge i velfærd end i skattelettelser. Og på den måde flugter 2030-planen fornuftigt med vores tidligere mantra “velfærd først”.

Jeg vil dog gerne være ærlig og sige, at topskattelettelser ikke er en frugt, der er groet i min have. Men når man indgår i en bred regering, må man også give indrømmelser, for at få noget, man som parti synes er centralt. 

For mig og Socialdemokratiet er det centralt, at langt de fleste penge, der bliver brugt til skattelettelser, bliver brugt til at hæve beskæftigelsesfradraget, som kommer flest til gode. Desuden er det yderst vigtigt at enlige arbejdende forsørgere får et markant løft.

Det er bestemt ikke nemt at være enlig forsørger, og man skal i ekstraordinær grad have et magasin ladt med “nej’er,” når man er den eneste til at betale for regningerne. For ungerne vil uden tvivl gerne have det nyeste mærketøj eller elektronikudstyret, som de andre i klassen har. Særligt problematisk er det, når man som barn af en enlig forsørger ikke kan være en del af fællesskabet i sportsklubben med vennerne eller rejse med på lejrskolen med klassekammeraterne, fordi pengene er for små. Og pengene har været små de forgangne måneder, hvor inflationen og prisstigninger har spist sig ind på budgetposterne. 

Helt konkret vil skatteudspillet betyde, at den enlige håndværker kan få op til 8000 kr. mere til husholdningen derhjemme om året, hvilket er en mærkbar stigning, som vil få hverdagsøkonomien til at glide bedre. Også arbejderfamilien, som fx. består af en håndværker og underviser, får mere at gøre godt med – i dette tilfælde op til 5700 kr. om året. 

Jeg ser frem til forhandlingerne om skattelettelser, hvor jeg håber, at man stadig vil have stor fokus på den enlige forsørger og arbejderfamilierne, der i høj grad godt kan bruge lidt flere penge at lege med i hverdagens trummerum.

Relaterede artikler

Nyeste artikler