Læserbrev af Erik Bo Andersen, Borgerlisten Østbroen
Hvis ikke Nordic Waste-katastrofen har åbnet øjnene for, hvilke konsekvenser plastisk ler kan have, og hvis ikke selv fortidens nedgravning af en relativt simpel gasledning kan føre til sætningsskader, så har man ikke forstået alvoren.
Når Birch Ejendomme ønsker at udvikle arealerne nord for Rismøllekvarteret – byens topografiske højpunkt – kræver det stor omtanke.
Området hviler på en omfattende forekomst af plastisk ler, en jordtype der er stærkt afhængig af vandbalancen. Plastisk ler kan sammenlignes med en svamp: Når den optager vand, udvider den sig. Når den tørrer ud, trækker den sig sammen.
Det rejser et vigtigt spørgsmål: Hvad sker der med den store lerformation, som strækker sig ind under dele af Rismølle-, Løvenholmvej- og Gavnøvejskvarteret, hvis man ændrer områdets naturlige vandforhold?
Ved større byudvikling følger typisk omfattende befæstelse – bygninger, veje, parkeringsarealer mv., som kan betyde, at 45–65 % af de naturlige jordoverflader ikke længere optager regnvand som tidligere. Hvordan påvirker det den samlede plastiske lerstruktur under området?
Hvem påtager sig ansvaret, hvis ændrede vandforhold medfører sætningsskader eller andre geotekniske problemer?
Hvem vil garantere, at eksisterende boliger – som har ligget i området i årtier og ikke nødvendigvis er funderet med hensyn til plastisk ler – ikke påvirkes?
Hvis udvikling ønskes netop her, er det rimeligt at spørge: Hvordan vil man konkret håndtere risikoen? Hvilke undersøgelser, sikkerhedsforanstaltninger og garantier vil blive lagt frem?
Udvikling er vigtig. Men udvikling på plastisk jord kræver dokumentation, forsigtighed og gennemsigtighed.


