Læserindlæg af Daniel Madié, medlem af byrådet i Randers for Konservative Folkeparti
I min barndom og ungdom i 70’erne og 80’erne var krig ikke et stort debat emne. Derimod husker jeg debat og modstand mod USA, selvom danskerne, også de som råbte mest mod USA, flittigt i de årtier overtog masser af amerikanske vaner og varer?!?
Debatten og modstanden mod NATO og EU – og de socialistiske fodnoter som den Konservative Schlüter-regeringen skulle døje med – står også frisk i erindring fra min ungdom. Selvglæde, sorgløshed og en daglig stræben efter uendelig magelighed kendetegner de årtier.
Sorgløsheden blev forstyrret lidt i 90’erne med Balkan-krigene. Men det var jo ”bare” at betragte som interne borgerkrige i nogle lande nede sydpå. Godt nok skulle Danmark til at sende soldater ind i krigszoner, og danske soldater blev dræbt i fredsbevarende kampe, men vi vandt EM i fodbold i 1992 fordi krigen tog EM-pladsen fra Jugoslavien… så alt var godt!?! Jeg husker 90’erne, set med konservative øjne, som endnu et årti uden et overordnet dansk ansvar i forhold til at bidrage til fred.
I 0’erne og 10’erne har mange regionale krige i og omkring Europa, især i Mellemøsten, sat sit præg på freds- og sikkerhedssituationen i Europa. Modsat de krige i Asien, som har fundet sted efter 2.w.w., har ufreden i Mellemøsten og Afrika haft stor effekt på vores liv her i Danmark. Flygtningestrømme og terror er blevet en helt naturlig del af nyhedsbilledet de seneste 20 år. Intet land er længere forskånet for frygtet for terroranslag.
24. februar angreb feje Putin og hans diktatoriske regime Ukraine. Putin og få tusinde (anslået) overhoveder i Rusland har kunnet opbygge og nu bruge militær magt til at starte krig i Europa igen. Vestens lande, især i Europa, har sovet noget så gevaldigt i timen.
Sorgløsheden og mageligheden og alle de små indre kampe om ligegyldigheder har blindet os for hvad der sker omkring os. Det er tydeligt, at Rusland og andre diktaturstater har kigget på, og de har set svagheden i vores samarbejde og organisationer. Derfor tør de angribe, derfor tør de knægte demokratiet. Derfor overholder de ikke selv de mindste menneskerettigheder. Vi der skulle stå vagt om fred, demokrati og menneskeret, har travlt med magelighed, egen velfærd og sorgløshed.
Det er vigtigt, at vi nu endelig tager skeen i den anden hånd. At vi med oprustning, øget samarbejde med NATO og øjne der er blevet åbne for hvad der sker i diktaturstaterne rundt om os, begynder vi at tage det ansvar, som vi burde have taget for længe siden. Vi skal kæmpe for mennesker, i hele verden. Menneskene fortjener det!
Diktatorerne og deres sammensvorne skal møde modstand, sanktioner og øjne i nakken døgnet rundt, verden rundt. De skal køres trætte og lige så stille forsvinde… kvalt i den armod som skabes af det pres, som Vesten og allierede sagtens kan mønstre mod dem hvis vi vil. Det vil koste os noget magelighed, noget velfærd og søvnløse nætter i perioder. Men vi har et ansvar!
Konservative har talt for det ansvar altid. Er socialisterne med – med menneskene?
