18 C
Randers
mandag, august 25, 2025

Debat: Vi skal skabe flere arbejdspladser, udvikle bymidten og styrke vores foreninger og fællesskaber

Læserbrev af Christian Engelbrecht Pedersen, byrådsmedlem i Randers (S)

Randers Kommune Randers står foran store beslutninger. Vi skal skabe flere arbejdspladser, udvikle bymidten og styrke vores foreninger og fællesskaber. Det kræver politisk vilje til at stå sammen og trække i samme retning.

For nylig blev det problematiseret, at Socialdemokratiet og Venstre i Randers Byråd angiveligt har stemt ens i mere end 97 procent af afstemningerne i byrådssalen. Jeg ser det ikke som problematisk. Tværtimod ser jeg det som en styrke, at demokratiets motorer – de to klart største partier med en århundredelang tradition for samarbejde og svære kompromiser – fortsat demonstrerer evnen og viljen til at finde fælles løsninger, som langt de fleste kan bakke op om.

Det er et udtryk for ansvarlighed, når partierne er i stand til at se ud over egne snævre interesser og i stedet samle sig om beslutninger til gavn for hele kommunen. Netop det anser jeg for at være helt nødvendigt – ikke mindst i den alvorlige situation, Randers Kommune befinder sig i. Vores by har brug for et byråd, der kan samle sig om de store linjer og sikre ro og stabilitet i en tid, hvor udfordringerne er mange. Det er ganske enkelt sådan, vi bedst kommer videre.

Jeg mener, det er vigtigt, at vælgerne ved, at langt størstedelen af de beslutninger, vi træffer, er bredt forankrede. Det er ikke kompromisser for kompromisets skyld – men aftaler, der skaber retning, balance og løsninger, som kan holde i længden. Enighed betyder ikke, at vi alle mener det samme.

Det betyder, at vi evner at se ud over forskellene og finde den fælles vej fremad. Resultater skabes ikke gennem mundhuggeri og gentagne opgør, men gennem samarbejde, ansvar og handlekraft. Randers har stået stærkt før, fordi vi har kunnet løfte i flok. Det kan vi gøre igen.

Relaterede artikler

Nyeste artikler