7.4 C
Randers
torsdag, december 26, 2024

Den 32-årige mand, som er sigtet for at bortføre og voldtage en 13-årig pige, skifter forsvarsadvokat.

Han har ønsket den kendte forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen, som blev beskikket i sagen fredag. Men Michael Juul Eriksen kommer ikke til at forsvare den 32-årige.

Det oplyser advokaten til Ekstra Bladet og bekræfter det over for Ritzau.

»Der er allerede anmodet om en ny forsvarer, hvilket retten og politiet er informeret om. Det sker formelt så først i dag mandag, skriver han i en sms til Ritzau.

Michael Juul Eriksen har ikke yderligere kommentarer, og det er derfor uvist, hvem der i stedet bliver forsvarer. Han afviser at forklare, hvorfor han ikke tager sagen.

Tidligere har han dog udtalt, at han ikke vil være forsvarer i sager om sædelighedsforbrydelser.

»Hver eneste gang, du fører en sag, er der en mulighed for, at en skyldig går fri. Det er prisen for, at man ikke dømmer uskyldige.«

»Det vil jeg have det svært ved, for jeg har det svært ved, når der bliver begået kriminalitet mod børn for eksempel,« sagde han i 2017 i TV2-programmet “Go’ morgen Danmark”, da han var aktuel med bogen “Forsvar”.

Dengang fortalte han også til B.T., at han havde afvist Tøndersagen om en fars seksuelle overgreb på sine to døtre. Og det fremgik, at Michael Juul Eriksen modsat mange andre forsvarere, ikke er beneficeret.

Er man beneficeret advokat, kan man blive sat til at forsvare en sigtet fra den kreds, man er beneficeret til, og man kan ikke nægte at tage klienten. Det kan man dog, hvis der er tale om en anden kreds.

Den 32-årige sigtede blev anholdt søndag eftermiddag, samtidig med at politiet fandt den 13-årige savnede pige på en adresse ved Korsør. Pigen havde været forsvundet siden lørdag middag.

Mandag blev manden fremstillet i grundlovsforhør og sigtet for bortførelse og voldtægt. Han erkendte delvist sigtelsen, men det er uvist, hvad han erkender, og hvad han nægter.

Umiddelbart fik han beskikket advokat Jens Otto Johansen, som forsvarede ham i grundlovsforhøret, men den 32-årige ønsker altså, at en anden skal forsvare ham i sagen fremover.

Den 32-årige er foreløbigt varetægtsfængslet til 11. maj.

Relaterede artikler

Nyeste artikler